Persondata politik

Knægte løfter Superligaen

5 ting jeg lærte om Superligaen: FCK'er lavede årets mål, OB leverede mesterspil, AaB er den grimme ælling, FCN manglede Joshuas fart og AGF har gennemført et generationsskifte

1 af 1
Nyhedsbrev Sport
Få det seneste døgns største og vigtigste sportsnyheder direkte i din indbox - hver eftermiddag.
 

1: FCK'er lavede årets mål

Ofte bliver man skuffet, når forventningerne er skruet i vejret, men sådan blev det heldigvis ikke i Odense søndag aften. Sjældent har en kamp i Superligaen været så tempofyldt, intens og velspillet. OB og FC København gav hinanden en dyst, som absolut kan måle sig med det, vi ser fra ligaer længere sydpå. Hos FC København var det igen de unge spillere, der stjal billedet. Andreas Cornelius har fået noget der ligner et kometagtigt gennembrud, og heller ikke i Odense holdt han sig tilbage. Med hovedet snittede han Lars Jacobsens perfekte indlæg i nettet. En klassescoring. Men den blev overgået.

For sammen med Cornelius har også Nicolai Jørgensen for alvor sat præg på vicemestrenes efterår. Kamp for kamp viser Jørgensen nye eksplosive sider af sit spil, og hans scoring i går i Odense hører ind under kategorien verdensklasse. Det kan godt være, at hans tæmning med hovedet var lidt heldig. Resten var ikke. Mens både han selv og bolden hang i luften, så han, at OB's målmand, Mads Toppel, var gået et par skridt frem for at gøre målet mindre. Det udnyttede Jørgensen til at føle bolden over i det lange hjørne. Jeg har set Pele gøre det samme i en VM kamp I Mexico i 1970. Jeg har også set Nicklas Bendtner gøre det i en landskamp mod Portugal. Nu har jeg set det i Superligaen udført af en ung knægt med et enormt talent. Nicolai Jørgensen er en gave til dansk fodbold.

2: OB leverede mesterspil

Allerede i i første havleg i kampen mod AaB i sidste runde spillede OB, med kun 10 mand, som havde de tænkt sig at vinde mesterkabet. I går var de på samme niveau mod FCK, og de to hold understregede kraftigt, at de begge er klar til at udfordre FC Nordsjælland. Det er jo dejligt. Og især er det glædeligt, at fynboerne drives frem af helt unge spillere med den 20-årige Rasmus Falk som det helt store omdrejningspunkt. Den mand er et stort arbejdsraseri, og det kan godt være, at han ikke vinder priser for sin aparte løbestil, men så gør han det for sin teknik og sin fodboldforstand.

Rasmus Falk er i den grad en mand, vi med tiden kommer til at se meget til på det danske landshold. Men han passer på sig selv. Foreløbig har han meldt fra til U21-landsholdet, fordi han efter et mystisk virusangreb, der tog måneder at komme over, vil nøjes med at spille for OB. Det gør han dæleme med bravour. Han trækker sit hold op, og heldigvis følger de øvrige trop. OB er for alvor tilbage blandt de bedste hold i rækken, og hvis det vi har set de sidste to kampe går hen og bliver en vane, så er der meget at glæde sig til.

3: AaB er den grimme ælling

Jeg elsker positive overraskelser. AaB var af mange på forhånd dømt til et besværligt liv i den tunge ende af Superligaen, men sådan er det da slet ikke gået. Med mål på samlebånd har nordjyderne sat sig på rækkens andenplads. Måske holder de ikke den placering hele vejen, men i fare kommer de ikke. Dertil er der alt for meget offensivt talent i truppen.

Nu blev den ganske vist smallere med salget af Lucas Andersen til Ajax, men umiddelbart ændrede det ikke holdets indstiling og mållyst mod Sønderjyske. Det var stadig fuld fart frem over isen, når bolden blev erobret, og så fik Jeppe Curth da lige vist de unge, at han godt stadig kan være med. Han kan komme til at danne et udmærket makkepar med den landsholdsaktuelle 21-årige Nicklas Helenius. I hvert fald frem til næste transfervindue. For hvis den lange angriber fortsætter sin udvikling, så kan nordjyderne næppe holde på ham, når der igen må købes og sælges.

4: FCN manglede Joshuas fart

Efterhånden som jeg sad og talte 30, 40 og 50 nordsjællandske afleveringer på kryds og på tværs i området foran Brøndbys bus, der var parkeret foran straffesparksfeltet, kom jeg til at tænke på, at sådan vil vi da heldigvis ikke opleve kampene i Champions League. Jeg går da ud fra, at hverken Chelsea, Shahktar eller Juventus vil spille lige så defensivt, som Brøndby gjorde igår.

Men egentlig var det også foruroligende, at FC Nordsjælland, med den massive dominans, ikke formåede at score. Nordsjællænderne har en bred trup, men ikke mange der har samme fart i fødderne som Joshua John. Han var ikke med i går, og det var mærkbart. For han kan, selv når der er trængsel, sætte en mand eller to af med sin lynhurtige speed.

5: AGF har gennemført generationsskiftet

For nogen uger siden skrev jeg, at AGF havde skuffet både i Europa League og i Superligaen, og holdet skulle passe på ikke at blive indblandet i bundstriden. Det fik en læser til at minde mig om, at sådan begyndte aarhusianerne også sidste sæson, og sidenhen gik det jo meget godt. Historien er tilsyneladende ved at gentage sig, og nu med helt unge spillere som drivkraft. Hvor det i sidste sæson var veteranen, Martin Jørgensen, der var den store motor, er det nu U21-landsholdsspilleren Casper Sloth, der står for løjerne.

For et par uger siden blev der også talt om angriberkrise i den jyske storklub. Det hørte islændingen Aron Johansson, og siden har han bombet lystigt løs. Han er også en af ligaens unge spillere, og i det hele taget har de unge løftet vores bedste række. På topscorerlisten har kun Cecar Santin fra ældrerådet meldt sig ind blandt de seks første. De øvrige er alle lige omkring de 20 år. Sådan må det gerne fortsætte. Nye ansigter, nyt blod og nye idoler. Om det skyldes finanskrisen ved jeg ikke, men nu får de unge i hvert fald chancen tidligere, og det må kun anspore endnu yngre årgange til at give den en skalle. Vejen fra bænken til banen er ikke længere så lang.

Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Nyhedsredaktør lige nu:Stine Eskildsen Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik