Brøndby skal slås for livet

5 ting jeg lærte om Superligaen: Brøndby må i arbejdstøjet, FCN fandt melodien, FCK mistede et taktslag, AaB holder ikke i toppen og OB når ikke derop i år

  • Kønt bliver det næppe, men nu skal Brøndby slås med alle midler for at undgå dumpepladsen. (Foto: Lars Poulsen)
Kønt bliver det næppe, men nu skal Brøndby slås med alle midler for at undgå dumpepladsen. (Foto: Lars Poulsen)
1 af 1
Nyhedsbrev Sport
Få det seneste døgns største og vigtigste sportsnyheder direkte i din indbox - hver eftermiddag.

EKSTRA Sport og spil

Hent flere
 

1: Brøndby må i arbejdstøjet

For ikke så forfærdeligt længe siden var Brøndby stilskabende i Superligaen. Holdet fra Vestegnen stod for teknisk, flot angrebsfodbold. Sådan er det ikke længere. Begivenhederne udenfor banen følger åbenbart med ind på grønsværen. Så nu er Brøndby præget af dårlig ledelse, dårlige trænere og dårligt fodboldspil. Det er svært at se, hvilken form for fodbold, Auri Skarbalius, vil have holdet til at spille. Andet end at der skal være mange mand bag bolden.Og havde det været andre tider, så var han for længst blevet smidt på porten. Men pengekassen er tom i Brøndby. Der er ikke råd til hverken en ny træner eller nye spillere. Med mindre Tom Køhlert træder gratis til

Det kan være, der kommer penge senere, men lige nu og her, hvor truget er tomt, og hestene bides, er der kun en vej ud af krisen. Det er fight. Vi så det i går mod Randers. Inde under de gule bluser er der trods alt nogle mandfolk. Det kræver i hvert fald moral at komme tilbage fra 0-2 til 2-2. At det så alligevel endte galt, er jo bundholdets evige lod. Men der er noget at tage med videre til næste kamp hjemme mod AaB. Kønt bliver det ikke, men det kan dæleme blive dramatisk. For nu er bunden nået, og så burde det vel egentlig kun kunne gå fremad.

2: FCN fandt melodien

Med deltagelsen i Champions League skal nordsjællænderne lære at koncentrere sig om flere opgaver på en gang. Det kræver mental styrke, og omkring kampen mod Shahktar Donetsk var det som om, at Farum-holdet havde svært ved at fokusere på opgaverne i Superligaen. Men mod Esbjerg var der igen styr på tingene. Vestjyderne kom ellers fyldt med selvtillid efter to flotte sejre i træk, men hjemmeholdet viste, at der er forskel i kvalitet på et hold, som spiller i Champions League og så et, der kæmper for at komme fri af bunden i Superligaen.

Rundens øvrige resultater magede det således, at afstanden op til FC København blev snævret ind til blot seks point, så der blev på flere områder tanket selvtillid, inden det går løs i morgen mod Chelsea i Parken. Nordsjællænderne er godt klar over, at de ikke vinder den kamp ved at spille høje bolde ind i feltet. I stedet skal der spilles hurtigt og fladt omkring den lidt tunge John Terry. Her er problemet så, at Morten Nordstrand, som normalt er manden til den slags projekter, ikke endnu har ramt formen. Mod Esbjerg var han meget langt fra at ligne en giftig angriber.

3: FCK mistede et taktslag

Da anden halvleg i Horsens udviklede sig til en åben og underholdende slagudveksling, så jeg for første gang i år egentlige svaghedstegn hos FC København. De bagerste blev stressede af hjemmeholdets aggressive dybdeløbere, og det resulterede i en lang række fejlafleveringer. FC København havde også deres muligheder i de sidste 45 minutter, men det var to nogenlunde lige hold, der krydsede klinger.

Horsens er ikke noget dårligt hold, i sær ikke når de to tidligere Brøndby-folk, Retov og Spelmann, begge er med. Men det var altså ikke Horsens, der løftede sig flere klasser i anden halvleg. Det var FC København, der faldt i niveau. Det signal bliver selvfølgelig også opfanget af rækkens øvrige hold. De to centrale midtbanespillere, Claudemir og Thomas Kristensen kom ofte til kort over for Retov og Spelmann, og så blev meget af det opbyggende spil hos FC København i stedet lagt i fødderne på Ragnar Sigurdsson og Kris Stadsgaard. Det er ikke deres spidskompetance. Selv om islandske Sigurdsson har udviklet sig meget under Ariel Jacobs, så bliver han aldrig nogen elegantier med bolden.

4: AaB holder ikke i toppen

Nordjyderne har ubetinget været sæsonens store positive overraskelse med masser af ung dynamik og mange mål. Men alle, ikke mindst nordjyderne selv, ved, at det er en spinkel trup, som Kent Nielsen har at arbejde med. Der skal ikke så mange skader eller udsving til hos nøglespillerne, før det begynder at halte. Det gør det så i øjeblikket, hvor de to gamle på midten, Augustinussen og Würtz, mangler kompetent aflastning.

Salget af stortalentet Lukas Andersen til Ajax mærkes selvfølgelig også nu. En spiller af den karat er ikke sådan lige til at træde i stedet for. Desværre ser det også ud til, at Niklas Helenius blev ramt på selvtilliden, da han ikke fik spilletid i landskampen mod Tjekkiet. I hvert fald har han siden haft mere end svært ved at ramme målet. Jeg tror stadig, at AaB kan få en rigtig fin sæson, men holdet vil dratte ned i et meget jævnbyrdigt midterfelt, hvor sejre og nederlag stort set vil gå lige op. I længden vil nordjyderne ikke kunne holde trit med FC København og FC Nordsjælland.

5: OB når ikke toppen i år

Hvor AaB har været sæsonens positive overraskelse, så har fynske OB været det stik modsatte. Med penge i kassen og en spillertrup, som på papiret burde kunne matche de bedste i rækken, har forventningerne været store. Også hos mig. Jeg havde klart forventet en placering i top tre, men selv om vi kun er en tredjedel inde i turneringen, så virker det ikke til at blive en realitet.

Fynboerne har tydeligvis et målscoringsproblem. 12 mål i 11 kampe rækker ikke langt, og når forsvaret samtidig ofte er på vaklende ben, så ligner det aller højst en placering midt i feltet. Det er ikke godt nok for den ambitiøse klub. Ordet krise begynder så småt at melde sig og bedømt på første halvleg i går, så er det også mentalt, det er galt. Jeg ved ikke, hvem der havde forberedt spillerne til kampen, men det virkede som om, at de var blevet dæmpet i stedet for at være sat op. Det var en flok sløve padder, og det kan man altså ikke være bekendt over for de mere end 9.000, der havde fundet vej til Odense Stadion.

Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Følg @pomaEB Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Følg @langwadt Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik