Persondata politik

Olsen har ni mand på plads - her er de to sidste

Skrammellandsholdet får brug for støtten fra en fyldt Parken til den vigtige VM-kvalifikationskamp mod Tjekkiet

  • Leon Andreasen kæmper sig tilbage på landsholdet. (Foto: Lars Poulsen)
Leon Andreasen kæmper sig tilbage på landsholdet. (Foto: Lars Poulsen)
1 af 1
Nyhedsbrev Sport
Få det seneste døgns største og vigtigste sportsnyheder direkte i din indbox - hver eftermiddag.

EKSTRA Sport og spil

Hent flere

 

Egentlig burde der være kamp om hele fem pladser i startopstillingen til den vigtige VM-kvalifikationskamp mod Tjekkiet lørdag aften i Parken, men landstræner Morten Olsen har kogt det hele ned til et spørgsmål om to. Det var det indtryk, jeg fik efter at have overværet landsholdets sidste åbne træning tidligere i dag i Helsingør. I det dejlige efterårsvejr slentrede Morten Olsen rundt i sin blå træningsdragt og noterede sig hver eneste bevægelse på banen. Af og til stak han hovederne sammen med sin assistenttræner, Peter Bonde, og så udvekslede de erfaringer om den sidste vellykkede aflevering og om et kikset tilbageløb.

Alt sammen foregik det i rolig atmosfære, og man kan i hvert fald ikke beskylde nogen af spillerne for at være overtændte. Det var pæne unge mennesker, der leverede en professionel træningsindsats, og ingen indkasserede Olsenske skideballer undervejs.

Da Morten Olsen udtog sin trup, kaldte jeg det et skrammellandshold, fordi vi manglede flere normale stamspillere, og fordi flere af de udtagne ikke spiller fast på deres klubhold. Landstræneren rettede lidt op på miseren, da han blandt andet efterudtog Leon Andreasen fra Hannover 96 og Lasse Schøne fra Ajax Amsterdam. Det er trods alt to spillere med fast spilletid, og ikke mindst Leon Andreasen har haft en fremragende start på sæsonen med indtil flere scoringer.

Andreasen er også i spil til en plads i startopstillingen, men lad mig nu lige begynde bagfra. Selv om Stephan Andersen har været bænket i Evian, så er han stadig landsholdets førstemålmand. Han har ikke mange kampe i benene, men til gengæld kan han læne sig op af støtten fra landstræneren.

Lars Jacobsen er en lige så sikker højre back. Hans position er ikke til diskussion, og han virker da også både skarp og veltilpas. I midterforsvaret kommer Simon Kjær til at danne midterforsvar med Daniel Agger, landsholdets anfører. Simon Kjær er en nødløsning, fordi Andreas Bjelland er skadet. Kjær er nok i fysisk form, men han er uden kamptræning, fordi han ikke bliver brugt i Wolfburg. Og man kan godt se det. De opspilsfejl der blev lavet i dag ved træningen kom oftest fra Kjær, og det udløste blandt andet en længere palaver med Lars Jacobsen.

Ny venstre back på landsholdet bliver den højrebenede Daniel Wass. Han spiller pladsen i sin franske klub, Evian, og allerede i går sagde Morten Olsen ved banden på den lækre træningsbane i Helsingør, at han anser Wass for at være en venstre back. Punktum. Og sådan bliver det. Dermed glider Jesper Juelsgaard, som spillede pladsen mod Slovakiet, ud på bænken.

På den centrale midtbane er der kamp om pladsen ved siden af William Kvist. Leon Andreasen dyster mod Thomas Kristensen fra FC København. De fik en periode hver i dag, og Thomas Kristensen gjorde mest væsen af sig. Men han minder på mange måder om Kvist i spillestil. De spiller med ro og omtanke, meget til siden og gerne lidt bagud. Det er fint nok med en balancespiller, men ikke to af samme kaliber. Derfor forretrækker jeg Leon Andreasen, der er mere eksplosiv og fremadrettet i sit spil. Ydermere er Andreasen en mand, der både kan og vil afslutte. Dem har vi ikke for mange af.

De tre fremme på midtbanen giver sig selv. Dennis Rommedahl, Christian Eriksen og Michael Krohn-Dehli. Rommedahl har ikke vist landsholdsklase i sine kampe for Brøndby, men han spiller dog, hvilket er mere end man kan sige om konkurrenten, Tobias Mikkelsen, der endnu ikke har bidt sig fat på holdet i Fürth. Christian Eriksen virkede under træningen mere boldglad og bevægelig end under EM. Hans afslutninger er desværre ikke værd at skrive hjem om. Det er stadig et udviklingsområde for den unge mand.

Helt i front er der spænding om pladsen som Bendtners afløser. Skal det være AaB's Nicklas Helenius med de tørre, kliniske afslutninger, eller bliver det efterårets helt store stjerne i Superligaen, Nicolai Jørgensen fra FC København. Begge kan bruges på pladsen, men jeg formoder, at Nicolai Jørgensen tager pladsen, fordi han har momentum i øjeblikket. Han lykkes med stort set alt, og så scorer han mål. Han har spillet pladsen før som indskifter i en landskamp mod Finland i Esbjerg. Siden er han vokset kolossalt, og han lægger stadig lag på. Det vil Morten Olsen garanteret profitere af.

Vi holder stadig 10.-pladsen på FIFAS verdensrangliste, og det er egentlig fornemt, når man ser på Mortens Olsens trup. Der er mange spillere fra Superligaen, som ikke er blandt de stærkeste i Europa, og fra de udenlandske klubber er der flere med ingen eller meget berænset spilletid. Optimalt er det ikke, men det er altså de her spillere, der skal sikre os en god start på VM-kvalifikationen. De får brug for støtte fra tribunerne, og jeg håber virkelig, at vi kommer til at opleve en fyldt Parken på lørdag. Senere hen i turneringen bliver landsholdet forhåbenligt forstærket med både Niki Zimling, Andreas Bjelland, Nicklas Bendtner og Nicolai Boilesen. Om to år er der VM i Brasilien, og der skal vi da være med.

Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Nyhedsredaktør lige nu:Linette K. Jespersen Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik