Jan Jensen

Han kan begynde FIFA's dødedans

På vej i graven: Hvis et flertal af de 207 stemmeberettigede i dag vælger sheik Salman fra Bahrain som ny præsident, bliver det forbundets dødsstød

Jan Jensen talte tidligere om valget. Se mere her
1/2
Næste »

ZÜRICH (Ekstra Bladet): Skuffelsen var stor i går hos mange af de iagttagere, som i de seneste dage har fulgt FIFA-valgkampen, der kulminerer i dag, når der skal vælges ny præsident.

Hvorfor slog politiet ikke til og anholdt nogle flere af fodboldens gangstere? For der er jo nok af dem i byen.

Men politiet holdt sig i ro, og medmindre ordensmagten slår til i dag, så får vi en kongres i Hallenstadion i Zürich, som meget vel kan ende med at udløse FIFA’s dødedans.

Det sker, hvis et flertal af de 207 stemmeberettigede som forventet vælger sheik Salman fra Bahrain som ny præsident. Selv er sheikens lejr ikke i tvivl om, at det vil gå den vej. De lod i går sive, at sheiken har styr på 150 stemmer, og så bliver der tale om en jordskredssejr.

Hvilket uden tvivl vil bringe glæde i Asien og Afrika, og hvor han nu ellers har sikret sig opbakning. Men for fodbolden og for FIFA vil det være et dødsstød.

Se også: DBU efter FIFA-skandaler: Vi har et medansvar

Kongressen skal også stemme om en lang række reformforslag, og efter at jeg i går drønede rundt på hoteller til møder i en række af FIFA’s seks konføderationer, er jeg ikke i tvivl om, at de mange og ganske fornuftige reformforslag vil blive gennemført. Godt for det. Men de skal også føres ud i livet, og her opstår problemet. Hvis altså sheiken bliver valgt som præsident.

Han er på mange måder en skidt karakter, som aldrig burde være kommet så langt som til at deltage i dette valg. Det er ufatteligt, at han er sluppet igennem FIFA’s integritetstjek, men det fortæller vel blot, at foretagendet stadig er så råddent, at det kun fortjener at visne bort, så noget nyt og bedre kan vokse op.

Sheik Salman er beskyldt for at have brugt FIFA’s penge til sin egen valgkamp, for at have arrangeret en landskamp med en kendt matchfixer og værst af alt for at have været medvidende/medvirkende til, at hans egne landsholdsspillere blev udsat for tortur efter det arabiske forår i 2011.

Se også: 'Glæd jer': Han bliver værre end Blatter

Især den sidste sag vil ikke dø, og han vil blive mindet om den, når han i dag ankommer til Hallenstadion. Her bliver han mødt af demonstranter fra Bahrain, og sagen vil igen komme ud til hele verdens tv-seere. 

Bliver sheiken valgt, vil han komme til at stjæle billedet, og så vil alle de ellers gode tiltag drukne. Salman vil jage sponsorer væk, for hvem vil sættes i bås med en mand, der krænker menneskerettighederne?

Det europæiske fodboldforbund, UEFA, vil også blive tvunget til at handle. Undervejs i valgkampen har både den tyske og den engelske fodboldpræsident sagt, at de har fravalgt Salman – netop på grund af tortursagen. Jeg ved fra kilder i UEFA’s eksekutivkomité, at tanken om at løsrive sig fra FIFA er blandt de overvejelser, man gør sig, hvis Salman som forventet bliver Sepp Blatters afløser.

Det kan blive en dyr sejr, men det er vel præcis, hvad der skal til, for at der for alvor kan blive ryddet op i fodboldens verdensforbund. Alene det ringe felt af præsidentkandidater fortæller alt om, hvor skidt det står til.

Her tropper Salmans tilhængere op foran FIFA-kongressen (Video: AP)

Fem mænd – den ene værre den anden – slås i dag i Zürich om at blive Sepp Blatters afløser som præsident. Her er feltet med Ekstra Bladets vurdering af, hvor stor risikoen er for, at de bliver valgt.

Favoritten: Sheik Salman, Bahrain 60%

50 år og medlem af Bahrains kongefamilie. Slæber rundt på bunker af dårlige sager, men overlever ved at lave alliancer med lige så slibrige personer som ham selv. Bruger advokater og spindoktorer til at true modstandere til tavshed.

Udfordreren: Gianni Infantino, Schweiz 30 %

45 år og uddannet advokat. Er stand-in for Michel Platini, men bruger Blatters metoder. Lover flere penge og flere VM-pladser og optræder i det hele taget som den rige onkel. Der er ingen tvivl om, at han en dygtig embedsmand, men leder er han ikke. 

Den håbefulde: Prins Ali, Jordan 10 %

40 år og søn af Jordans kong Hussein. Den flinke prins tror selv på, at han har en chance. Men han har tidligere siddet i FIFA uden at opdage, at foretagendet var råddent. Han kan trække stemmer i første runde, men ikke nok til at kunne spille en afgørende rolle.

Kvæk kvæk: Jerome Champagne, Frankrig 0 %

57 år og et talende vandfald. Han løber, hver gang han ser en journalist, og han stopper ikke, før han har fanget ham. Og så taler han, og han har lige de meninger, som passer til lytterens ønsker. Han sad i mange år ved siden af Blatter, som han stadig beundrer.

Historiefortælleren: Tokyo Sexwale, Sydafrika 0 % 

62 år og multimillionær. Han har været valgkampens pauseklovn. Han har ikke været særlig aktiv, han har ikke noget program, og når han endelig har vist sig, har han brugt enhver anledning til at fortælle, om dengang han sad fængslet på Robben Island med Nelson Mandela. Det er trættende.

Følg Ekstra Bladet Sport

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet Sport
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen