Mikkel, for helvede

Den danske verdensstjerne viste en fornærmende indstilling, da Danmark tabte 29-26 til Frankrig

  • Mikkel Hansen leverede en ringe indsats. (Foto: Lars Poulsen)
Mikkel Hansen leverede en ringe indsats. (Foto: Lars Poulsen)

NÅR MAN trækker landsholdstrøjen over hovedet, når nationalmelodien har lydt, og når fløjten lyder for første gang, så går man altså ud og gør sig umage. Også selv om vi ikke spiller om guld.

Selvfølgelig er det skuffende, at Danmark ikke er med i sjove kampe i Krakow i denne weekend.

DEN SKUFFELSE er Mikkel Hansen ikke ene om. Og den berettiger overhovedet ikke den slappe indsats og indstilling, han lagde for dagen i kampen om femtepladsen mod Frankrig.

Se også: Horribel indsats: Pinligt, Mikkel

Han var mildest talt fornærmende ringe og med sin kedelige udstråling en direkte årsag til, at Danmark hurtigt kom stort bagud mod de lige så skuffede franskmænd. Men Karabatic og kompagni leverede dog alligevel et professionelt stykke arbejde.

DET GJORDE Danmarks verdensstjerne ikke. Mikkel Hansen gad ikke dække op. Han gad heller ikke spille med i angrebet. Tekniske fejl, sløsede afleveringer, manglende tempo og blot et enkelt mål blev det til, inden landstræner Gudmundur Gudmundsson tog sig sammen og flåede Mikkel Hansen ud på bænken. Hvor han blev siddende resten af kampen.

Selvfølgelig var det ikke kun Mikkel Hansen, der havde svært ved at komme i gang. Generelt var det et dansk landshold med et udtryk af skuffelse i ansigterne og på helt flade fødder.

MEN SÅ tog de nye over. Lynggaard, Balling og Kevin Møller i målet, som alle tre har brugt masser af tid på bænkene i Polen, havde fået chancen fra start, og de ville tydeligvis bevise, at de ikke blot var med til pynt. Det var de tre, der gjorde forskellen, da Danmark fik kæmpet sig tilbage i opgøret.

Se også: Trist dansk EM-punktum: Mikkel gad ikke - og reserven så rødt

Lynggaard dog både på godt og ondt. Han er en kriger, men også meget uskolet i forsvaret, hvor han allerede i første halvleg blev smidt ud to gange. Der er nogle ting, han mangler at lære, før han kan komme til at spille en central rolle i midterforsvaret. Men han fik vist, at han er god på stregen i angrebet. Han fanger boldene fint og er afslutningssikker. Der er noget at bygge på.

PETER BALLING blev en positiv oplevelse i løbet af første halvleg. Han begyndte svagt med slappe afslutninger og tekniske fejl, og man sad og frygtede at han ville falde helt igennem. Men så skal jeg da love for, at han fik vist, at han har fart i fødderne og krudt i venstrehånden. Og så sad man straks og tænkte, hvad der mon var sket, hvis han var blevet bragt i spil i anden halvleg mod Tyskland, hvor Mads Christansen var færdig, og hvor Mads Mensah ikke slog til på pladsen.

Det kan der ikke laves om på nu, ligesom vi må erkende at EM for Danmarks vedkommende er endt med en skuffende sjetteplads. Der er i sandhed meget at rette op på. Ikke mindst for Mikkel Hansen.

Følg Ekstra Bladet Sport

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet Sport
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Jakob Hansen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen