Jan Jensen

Trods dansk sejr: Her er landsholdets helt store problem

B-kæden kørte en sikker sejr på 31-26 hjem over Qatars VM-sølvvindere, men der var store problemer i forsvaret

  • Mikkel Haneen spillede en flot første halvleg og sad på bænken i anden. B-kæden sørgde for at gøre arbejdet færdigt. Foto: Lars Poulsen
Mikkel Haneen spillede en flot første halvleg og sad på bænken i anden. B-kæden sørgde for at gøre arbejdet færdigt. Foto: Lars Poulsen

TAG IKKE FEJL af vores islandske landstræner. Gudmundur Gudmundsson er godt klar over, at Golden League-turneringen i Frankrig blot er en opvarmningsturnering til EM. Men derfor vil han alligevel vinde alle kampe.

Derfor fik Qatars VM-sølvvindere da også en på hatten, også selv om der ikke mindst i forsvaret var mislyde undervejs.

HELDIGVIS fungerer vores angrebsspil som forventet aldeles fortræffeligt. Og så længe vi laver flere mål end de andre, skal det nok gå alt sammen.

Men når det er sagt, så skal Gudmundur Gudmundsson og hans raske svende altså også have forsvaret til at fungere. Alle hold bliver ramt af skader, ikke mindst på grund af det utroligt udmarvende program, man byder håndboldspillere i dag.

Se også: Danmark møder holdet der burde være forbudt

VORES UHELD er, at det lige præcis er krumtappen i forsvaret, Rene Toft Hansen, der må se det kommende EM hjemme fra sofaen.

For fa’en hvor var han savnet i første halvleg mod lejesvendene fra slavestaten Qatar. Ekstra uheldigt var det så, at brormand, Henrik Toft Hansen, lå hjemme på hotelværelset med halsbetændelse. Henrik Toft var i Renes fravær tiltænkt rollen som ny styrmand i forsvaret. Den rolle får vi først ham at se i, når vi er fremme ved kampene i weekenden.

I STEDET FORSØGTE vores islandske træner sig med Alexander Lynggaard og Henrik Møllgaard i midterforsvaret. Det faldt ikke udpræget heldigt ud. Deres afstemning fungerede ikke, og de blev begge fanget flagrende ude ved tremeteren. Det gav plads til Qatars stregspillere, som scorede efter behag.

Se også: Danmark begravede Qatar

Det blev klart bedre, da Jesper Nøddesbo kom ind og dannede midterblok med Henrik Møllgaard. Nøddesbo er utrolig fysisk stærk, og når han formår at time sine tacklinger, så er han svær at komme forbi.

KLAUS THOMSEN fik chancen i anden halvleg, og det er tydeligt at se, at han stadig mangler at få banket noget rust af. Men omvendt har han den hårdhed og forudseenhed, der gør, at han alligevel når at få tacklet af. Thomsen ligner en mand, der skal til EM, og jeg tror, han bliver bedre kamp for kamp.

Som nævnt har vi ikke de store problemer angrebsmæssigt. Her er bredden enorm stor. Rasmus Lauge ser ud til at gå et stort EM i møde. Han gjorde stort set, hvad det passede ham og bortset fra nogle sjuskefejl spillede han en stor første halvleg.

Se også: Danmark møder ti nationer på én gang

DET SAMME gjorde Mikkel Hansen, der flot orkestrerede vores kontraspil, og som især spillede Anders Eggert fri til en stribe scoringer. Efter pausen sad Mikkel Hansen og Lauge på bænken, og så tog Mads Mensah og Michael Damgaard over og styrede sikkert sejren hjem.

Michael Damgaard er stadig en vårhare i det her selskab og i kådhed forsøger han i perioder at lægge sit spil for højt op. Det giver nogle tekniske fejl. Når han holder sig til basisspillet, det fine fodskifte og den hurtige skudafvikling, er der ikke mange forsvar, der kan fange ham. Heller ikke kæmperne fra Qatar.

Overordnet er der masser af gode ting at tage med fra den første kamp ved Golden League. Viljen til at vinde er absolut til stede i den danske trup. Det samme er sulten. Også efter metal.

Følg Ekstra Bladet Sport

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet Sport
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen