UEFA's uforståelige selvmål

De europæiske fodboldledere havde chancen for at vise noget moral - den missede de på det groveste

00:52
Platini og Blatter er under heftig beskydning

UEFA’s 54 medlemslande misbrugte i dag i Nyon i Schweiz muligheden for at genskabe blot en lille del af fodboldens troværdighed.

Det var ikke sket, hvis de havde haft modet til at smide forbundets suspenderede præsident, Michel Platini, på porten. Men for mange i UEFA er selv en del af det dårlige miljø, som Platini og den ligeledes suspenderede præsident for FIFA, Sepp Blatter, har været med til at skabe.

PLATINI VAR af gode grunde ikke selv til stede på mødet, som tog det meste af dagen. I stedet var han repræsenteret af sine advokater, og de kunne bekræfte, at det er korrekt, at Sepp Blatter i 2001 udbetalte knap 14 millioner kroner til Platini. Pengene var betaling for arbejde, som franskmanden havde udført for FIFA i årene fra 1998 til 2002.

SELV HAR PLATINI forklaret den sene udbetaling, med at FIFA’s havde økonomiske problemer omkring årtusindeskiftet. Hvilket ikke er korrekt.

Det store beløb blev udbetalt blot få måneder før, Platini afstod fra at stille op mod Blatter ved præsidentvalget i FIFA i 2011. I stedet fik Platini et samlet UEFA til at støtte Blatters genvalg.

Se også: Kaos efter krisemøde: UEFA er dybt splittet om Platini

DER FINDES ingen skriftlig kontrakt på udbetalingen. Den står ikke som en post i regnskabet. Den bunder alene i en mundtlig aftale mellem Blatter og Platini.

Med andre ord ligner det bestikkelse, hvilket både Blatter og Platini selvfølgelig afviser.

Det schweiziske politi har rejst sag mod Blatter, mens Platini betragtes som værende svævende et sted mellem at være vidne og være sigtet.

DE TO PRÆSIDENTER er blevet afhørt af FIFA’s etiske komité, som efterfølgende suspenderede dem. Platini risikerer både en karantæne og en straffesag. De små 14 millioner stinker langt væk af en lokumsaftale.

Se også: FIFA-farcens UEFA-skurk: Platini må ud nu

ALLIGEVEL holder store dele af UEFA fast i Platini som deres præsidentkandidat. Det er dog ikke længere et enigt UEFA. En gruppe lande, herunder de nordiske forsøgte i går på mødet i Nyon at få kørt en alternativ europæisk kandidat på banen.

Det kunne der ikke samles flertal for. Desværre. Det burde ellers være tydeligt for enhver, at Platini er uegnet som præsident for både UEFA og FIFA.

Der er så meget snavs på ham, blandt andet omkring hans støtte til Qatars VM i 2022, at han for længst burde være fjernet.

I GÅR HAVDE UEFA så chancen for at vise noget moral i en tid, hvor skandalerne står i kø.

Den mulighed blev misbrugt på det groveste.

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Nanna Pedersen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen