378: Slagtet - den romerske kejser dræbt på slagmarken

Slaget ved Adrianopel den 9. august 378 blev kejser Valens endeligt. Han troede han havde overmagten i Rom - men tog fejl





Goterne var et tysktalende stammefolk, som boede ved Weichsels udmunding i Østersøen i det 1. århundrede e.Kr. I de følgende århundreder drog goterne mod sydøst til Sortehavet og kom således i kontakt med den østlige del af Romerriget. En del af goterne blev fordrevet af nomadefolket hunnerne nordfra og lod sig indlemme under romersk herredømme og beskyttelse. Forholdet var dog præget af undertrykkelse og det endte med krigeriske sammenstød og et tiltagende gotisk oprør fra omkring 376. Slaget ved Adrianopel stod den 9. august 378 og blev udkæmpet mellem en romersk hær ledet af den østromerske kejser Valens og tre goterhøvdinge: Fritigern, Alatheus og Saphrax.

25.000 mand
Det var mægtige styrker, der stod overfor hinanden. Man anslår goterne til en styrke på mindst 12.000-15.000 mand, mens romerne havde samlet tropper fra tre hære og var mindst 25.000 mand, selv om estimaterne er meget usikre.

Den 8. august sendte høvding Fritigern et bud til romerne om, at goterne var villige til at holde fred, hvis de fik nogle romerske landområder. Kejser Valens følte sig dog sikker på at være fjenden overlegen og nægtede. Han havde dog overset en væsentlig detalje: Goterne havde en stor deling ryttersoldater i nærheden, og den havde holdt sig på afstand af romernes spejdere.

Vognborg
Den 9. august om morgenen drog Valens’ hær af sted mod goterne. Det tog dem syv timer at finde lejren, der lå på en bakketop. De romerske tropper var allerede trætte.

Goterne havde opstillet en cirkel af vogne med familier og ejendele beskyttet i midten (en såkaldt ’laager’). Goterne var parat til at tage imod romerne.

Valens havde fået råd fra andre generaler om at vente på forstærkninger, men valgte alligevel et hurtigt angreb, på forhånd overbevist om sejren. Det primære romerske fremstød blev pludseligt overrasket af det gotiske kavaleri, som romerne ikke havde regnet med i slaget. Goternes ryttere omringede store dele af den romerske hær, og det blev en ren massakre. Kejser Valens’ egne vagter forlod ham, og han døde på slagmarken, uden at man nogensinde fandt hans lig. I alt regner man med, at to tredjedele af romernes hær omkom.

Goternes sejr viste, at der nu var magtfulde folkegrupper omkring det romerske rige, som romerne måtte forholde sig til. På sigt blev denne usikkerhed begyndelsen til enden for det skrantende Romerrige i vest.

kommentarer
Vis kommentarer
Historie