1993: Tæt på revolution over EU

113 skud blev affyret, og 11 demonstranter blev såret, da politiet skød med skarpt mod demonstranter






Det var afstemningen om EU, der var skyld i balladen, og det begyndte med et nej. Den 2. juni 1992 havde 50,7 % af befolkningen stemt nej til Maastricht-traktaten, hvilket kom som et chok for folketinget og erhvervslivet. Efter vedtagelsen af Edinburgh-erklæringen i december 1992 kunne danskerne mindre end et år efter sendes ud i en ny folkeafstemning - om den samme traktat, men med fire forbehold tilføjet. Dette foregik den 18. maj 1993.

Video fra urolighederne - det gik voldsomt til (video:YouTube)

Demonstration på Blågårds Plads i København
Ja-partier og erhvervsliv lavede inden da en meget målrettet ja-kampagne. Effekten var, at 57 % denne gang stemte ja, men det gav uro i gaderne. Antifascistisk Aktion (AFA) havde varslet en demonstration på Blågårds Plads i København. Politiet havde det meste mandskab placeret omkring Christiansborg og var derfor uforberedte, da der udbrød massive uroligheder på Nørrebro.

Demonstrationen var ellers i opløsning omkring kl. 24, men en lille gruppe demonstranter havde ikke til sinds at gå hjem: Blågårds Plads var under ombygning, og der lå løse brosten i massevis. Omkring midnat begyndte demonstranter at samle dem i affaldscontainere på hjul. Politiet indsatte 14 urobetjente, der kun skulle 'observere og rapportere' i forhold til de 200 demonstranter. Efter midnat sendte politiledelsen en deling for at rydde torvet, men de var alt for få og blev jaget bort. Civilklædte urobetjente blev i mellemtiden genkendt af demonstranterne og så begyndte tingene for alvor at gå skævt. De blev jaget ned af Fælledvej og begyndte at overtage kommandoen over det almindelige politi, der var til stede.

Skyd efter benene
Klokken 00.34 lød det første skud. De første skud var varselskud og blev rettet op i luften. Det standsede de fremrykkende demonstranter et stykke tid. Men så blev der kastet endnu en sten mod politiet, og de berømte ord 'Skyd efter benene' lød over pladsen. Herefter blev der skudt løs mod menneskemængden. Da krudtrøgen lagde sig, var der 11 sårede demonstranter.

I første omgang bakkede regeringen op om politiets handlinger og fordømte demonstranterne. Et tiltagende pres medførte en lang række undersøgelseskommisioner i årene derefter. Den sidste afsluttede sit arbejde i år 2000, og konkluderede stort set, at ingen gjorde noget forkert.

kommentarer
Vis kommentarer
Historie