Historie

866: Vikingerne kommer

Vikingerne var berømte og berygtede. De besad og plyndrede store dele af Nordeuropa ved deres mange voldsomme togter





Engang var Nordboere, og dermed også danskere, vikinger. Vi tog på togter rundt i Europa på jagt efter handelsmuligheder, nyt land og nemme plyndringer. Et af de steder, vikingerne kom oftest og gjorde størst indtryk, var England.

Nationalmuseet fortæller om vikinger (video: YouTube)

Skandinaver er ikke et populært folkefærd i de historiske kilder. Mange af de, der har skrevet historien, var kristne kirkelige mænd, og vikinger var i deres øjne hedninge. Der er dog ikke noget, der tyder på, at nordboerne var hverken værre eller bedre end andre i deres samtid.

Angreb kloster
Indtoget i England begyndte med et berømt angreb på klosteret på øen Lindisfarne i 793. I to breve til henholdsvis Higbald, biskop af Lindisfarne, og Æthelred, konge af Northumbria, gav den lærde Alcuin udtryk for den rædsel og desperation, som dette angreb spredte blandt angelsakserne.

Hærgen og plyndren
Vikingerne var ikke færdige. De fortsatte deres ekspansion gennem de næste århundreder. I 865 ankom en stor vikingehær til England, og herefter erobrede vikingerne tre ud af fire engelske kongeriger. Fra sidste halvdel af 800-tallet begyndte vikingerne at bosætte sig i England. Selvom vikingetogterne stadig fandt sted, handlede det efterhånden mere om handel og sameksistens mellem angelsaksere og skandinaver. Nordboerne bosatte sig især i de østlige og nordlige dele af England i et område, der senere blev kendt som Danelagen.

Der findes mange tegn på nordisk indflydelse i det engelske. Eksempelvis har en del engelske byer den velkendte endelse ’by’, netop på grund af vikingetidens bosættelser (Grimsby, Selby, Sotheby m.fl.)

kommentarer
Vis kommentarer
Historie