Sport

1956: Rocky Marciano trækker sig tilbage som ubesejret

Amerikaneren var stadig verdensmester, da han indstillede boksekarrieren efter 49 sejre på stribe




Det lå ikke i kortene, at Rocco Francis Marchegiano skulle blive et af sværvægtshistoriens største navne, da den unge amerikaner med de italienske rødder i slutningen af 1940’erne forsøgte at skaffe sig selv en kontrakt som professionel baseballspiller. Men da han indså, at han aldrig ville få chancen for at gøre karriere med bat og bold, kastede han sig over boksningen, hvilket var en beslutning, han ikke fik grund til at fortryde. Marchegiano, der siden tog kunstnernavnet Rocky Marciano, vandt i marts 1948 sin første kamp som professionel med en knockoutsejr over landsmanden Lee Epperson. Marciano vandt også sine næste 15 kampe på knockout, inden canadiske Don Mogard, som den første af blot seks modstandere i Marcianos karriere, formåede at gå tiden ud mod den hårdtslående Massachusetts-fighter.

Ubesejret sværvægtsverdensrekord
I oktober 1951 besejrede Rocky Marciano den ni år ældre sværvægtslegende Joe Louis i New Yorks Madison Square Garden. Året efter vandt Marciano verdensmesterskabet for første gang, da han knockoutbesejrede Jersey Joe Walcott i 13. omgang. Marcianos første titelforsvar var en revanchekamp mod Walcott, der i maj 1953 endnu en gang tabte på knockout. Denne gang allerede i første omgang.
Yderligere fem gange forsvarede Rocky Marciano sin VM-titel. Sidste gang var 21. september 1951, hvor Archie Moore tabte på knockout i niende omgang, hvorpå Marciano annoncerede, at han trak sig tilbage, som den første og hidtil eneste ubesejrede sværvægtsverdensmester. De 49 kampe som ubesejret er en sværvægtsverdensrekord, som Marciano deler med danske Brian Nielsen, som dog – ret beset – ikke var i nærheden af at møde nær den samme hårde modstand i sin karriere, som den modstand Marciano var udsat for i 1950’erne.

Rocky Marciano døde i en flyulykke 31. august 1969 i staten Iowa på dagen før sin 46 års fødselsdag.

kommentarer
Vis kommentarer
Sport