Sport

1958: Flykatastrofe rammer fodboldholdet Manchester United

Otte spillere døde, da holdet skulle hjem fra en Europa Cup-kamp i Jugoslavien




Der er mange årsager til Manchester Uniteds status som en af verdens absolut mest populære fodboldklubber. Dels er der de sportslige resultater, der vidner om 19 engelske mesterskaber, 11 FA Cup-triumfer, tre triumfer i Europas fornemste klubturnering og en enkelt finalesejr i Europa Cup’en for Pokalvindere.
Der er med sikkerhed også mange, der har kastet deres kærlighed på Manchester United på grund af de mange bemærkelsesværdige spillere, der har optrådt i den røde trøje gennem tiderne. Eric Cantona, David Beckham, Bryan Robson, Dennis Law, George Best og Peter Schmeichel for blot at nævne nogle ganske få.
Men en af årsagerne til, at så mange nærer en helt særlig kærlighed til og sympati for ’De Røde Djævle’, er utvivlsomt den tragedie, der ramte klubben 6. februar 1958.

Fatal mellemlanding
På vej hjem fra en europæisk udekamp mod jugoslaviske Røde Stjerne Beograd skulle flyet, der fragtede United-spillerne, lederne samt journalister og nogle ganske få fans, mellemlande for at tanke i München. Flyet af typen Airspeed Ambassador 2 havde for lille en tank til, at flystrækningen fra Beograd til Manchester kunne klares direkte. Det faktum blev skæbnesvangert for Manchester United, men medvirkede samtidig til at skrive selve myten om klubben fra Old Trafford.
Da tankningen var overstået brugte flyets kaptajn, James Thain, hele tre forsøg på at få maskinen i luften under det kraftige uvejr i München-Riem Lufthavnen. Det sidste forsøg blev fatalt. Flyet ramte de store snedriver, der havde ophobet sig for enden af startbanen. Det tabte fart og pløjede sig igennem et hegn. Maskinen ramte en bygning, hvorefter den ene vinge blev revet af, og der opstod brand i flyet.

Triumf - ti år senere
Otte Manchester United-spillere omkom: Geoff Bent, Roger Byrne, Eddie Colman, Mark Jones, David Pegg, Tommy Taylor, Liam Whelan og det – måske – største fodboldtalent, der nogensinde var opvokset på de britiske øer, 21-årige Duncan Edwards.
Blandt de overlevende var holdets navnkundige manager, Matt Busby, samt angriberen Bobby Charlton. Sidstnævnte spillede en af hovedrollerne, da England for første – og hidtil eneste – gang vandt verdensmesterskaberne i 1966.
Ti år, tre måneder og 23 dage efter München-katastrofen beviste Manchester United, at klubben sportsligt set var tilbage blandt Europas absolut bedste, da portugisiske Benfica blev slået 4-1 i finalen i Europa Cup’en for Mesterhold. To overlevende fra flyulykken, Bill Foulkes og Bobby Charlton, var med til den store triumf, sidstnævnte tilmed i rollen som dobbelt målscorer.

kommentarer
Vis kommentarer
Sport