Sport

1976: Tarok vinder dansk travderby

’Dannebrog på fire ben’ kaldte de hesten, der engang fik 700 danskere til at drage til USA for at se verdensmesterskaberne i travløb




Det er en anelse svært at forestille sig i dag, hvor travsporten kæmper med svigtende tilskuertal og generel interesse i den brede offentlighed, men der var engang, hvor en enkelt hingst, sønnen af Pay Dirt og Tina Virup, var så populær, at den fik folk til at strømme til de danske travbaner – og de svenske for den sags skyld – så trafikken ganske enkelt gik i stå i timerne op til løbene.

Der var engang, ja det lyder som et eventyr. Og historien om Tarok var da også et vaskeægte eventyr. Den røde hingst fejede i årene 1975-80 al modstand af banen, når den travede den ene sejr hjem efter den anden og efterfølgende med tilfreds mine omkring mulen lod sig hylde af masserne, der bare ikke kunne få nok af Tarok.
’Dannebrog på fire ben’ startede 156 gange i sin karriere og vandt 111 af løbene, hvilket er lig med en sejrsprocent på over 70. De mange sejre indbragte Taroks ejer, Karl Laursen, som havde Stald Kima udenfor Skive, 2,8 millioner kroner i præmiepenge.
Karl Laursens søn, Jørn, sad oftest i sulkyen, når Tarok hærgede på de danske travbaner. Således også, da Tarok i suveræn stil – og som det naturligste i verden – vandt Dansk Travderby 1976.

Kort sygdomsforløb satte stopper for successen
Tarok fik naturligvis sin helt egen fanklub, og der blev produceret alskens merchandise med travfænomenets navn og kontrafej. Folkeeje er et stort ord, ikke mindst for en hest, men ikke desto mindre var det prædikatet, man måtte sætte på Tarok.
Hysteriet omkring Tarok nåede sit højdepunkt, da hesten i 1977 skulle starte ved verdensmesterskaberne på Roosevelt Raceway i USA. Op imod 700 danskere valgte at krydse Atlanten for at se deres favorithest i et løb, der ville blive afviklet på rundt regnet 150 sekunder. Tarok tog øjeblikkelig spids, da løbet gik i gang, men af uransalige årsager blev starten annulleret, og da løbet endelig kom i gang, nåede Tarok ikke at bringe sig i position. Stald Kima-hingsten måtte nøjes med sjettepladsen men havde på ny vundet folkets hjerter.
I slutningen af januar 1981 fik Tarok voldsomme mavesmerter. Han fik konstateret den frygtede tarmsygdom Baron Gruff-virus og døde efter et ganske kort sygdomsforløb blot tre uger før sin niårs fødselsdag. Tarok ligger begravet på Stald Kimas jordarealer.

Læs også

kommentarer
Vis kommentarer
Sport