Sport

2008: Phelps rydder bordet i Beijing

Mark Spitz’ syv guldmedaljer fra München-Legene i 1972 lignede en evighedsrekord – men så dukkede Michael Phelps op




Der er de gode atleter. De ekstraordinært gode. Og så er der fænomenerne. Til sidstnævnte kategori hører Michael Phelps. Den 193 centimeter høje amerikanske svømmer, der er udstyret med fødder i størrelse 49, har med sine vanvittige bedrifter ved de Olympiske Lege i 2004 og 2008 skrevet sig ind i historiebøgerne som en atlet, der næppe nogensinde bliver glemt.

OL-debut som 15-årig
Phelps var som barn ekstraordinært fuld af energi, hvorfor han begyndte at svømme som syvårig for på den måde at brænde krudt af, og han fik som elev i sjette klasse diagnosen ADHD. Det høje aktivitetsniveau overførte han til svømmebassinerne, hvor han som 10-årig satte sin første amerikanske rekord for sin aldersgruppe. Han fortsatte med at imponere i vandet og kvalificerede sig – som den yngste mandlige amerikanske svømmer i 68 år – sensationelt til de Olympiske Lege i år 2000. Selvom han ikke vandt medaljer i Sydney, spærrede svømmeverdenen alligevel øjnene op, da det lykkedes 15-årige Michael Phelps at opnå en femteplads i finalen i 200 meter butterfly.
I en alder af 15 år og ni måneder blev Michael Phelps historiens yngste mandlige verdensrekordholder i svømning, da han slog den daværende rekord i 200 meter butterfly.

Medaljer i samtlige discipliner
Ved OL i 2004 vandt Michael Phelps medaljer i samtlige otte discipliner, han stillede op i, da det blev til seks guldmedaljer og to gange sølv. Dermed tangerede han Alexander Dityatins præstation fra Legene i 1980, da den sovjetiske gymnast også vandt otte medaljer, dog ’kun’ tre af guld.

Rent bord i Beijing
Ved OL i Beijing i 2008 satte Michael Phelps en tyk streg under, at han er verdenshistoriens absolut bedste mandlige svømmer. Landsmanden Mark Spitz havde ved München Legene i 1972 vundet syv guldmedaljer i svømmekonkurrencerne, en præstation de færreste eksperter havde regnet med nogensinde ville blive overgået. Men det var lige præcis, hvad Michael Phelps formåede, da han gjorde rent bord i Beijing. Det blev til guld i alle otte discipliner, han stillede op i. I syv af finalerne vandt han tilmed guld i verdensrekordtider, mens guldmedaljen i 100 butterfly ’kun’ kom i land via en olympisk rekord.

Læs også

kommentarer
Vis kommentarer
Sport