Sport

1980: Svensker vinder Wimbledon for femte år i træk

11 gange triumferede Björn Borg i Grand Slam-sammenhæng – mest berømt er hans finalesejr over John McEnroe i Wimbledon 1980




Lacoste er et tøjmærke opkaldt efter en fransk tennisspiller. Fred Perry er et tøjmærke opkaldt efter en engelsk tennisspiller. Og på samme måde er det med Björn Borg. I vore dage kender de fleste yngre mennesker formentlig udelukkende navnet på grund af tøjmærket, men svenskeren var en helt enestående ketsjerekvilibrist, der fra midten af 1970’erne og frem til begyndelsen af 80’erne vandt så mange kampe, primært på det røde grus ved French Open og på Wimbledons grønne græs, at han siden hen – ganske officielt – er blevet udnævnt til det 20. århundredes største svenske sportsmand foran skiløberen Ingemar Stenmark og bokseren Ingemar Johansson.

Wimbledon-debut som 17-årig
Björn Borg blev betegnet som et vaskeægte vidunderbarn, der i 1972 – som 15-årig – debuterede for det svenske Davis Cup-hold. Tre år senere havde Borg den absolutte hovedrolle, da Sverige for første gang strøg til tops i Davis Cup - verdensmesterskaberne for mandlige tennislandshold.
Kort tid efter sin 17 års fødselsdag debuterede Björn Borg ved verdens mest berømte tennisturnering, Wimbledon-mesterskaberne i London, hvor svenskeren på imponerende vis nåede helt frem til kvartfinalerne. Alle karrierepile pegede i den rigtige retning, og allerede 11 måneder efter sin debut ved Wimbledon sikrede Björn Borg sig sin første Grand Slam-titel, da han strøg til tops ved de åbne franske mesterskaber i Paris. Bagud med 2-0 i sæt i finalen mod spanske Manuel Orantes så det ellers ud til, at Borg måtte nøjes med en ærefuld andenplads på Roland Garros-anlægget. Men så foldede det svenske teenagefænomen ellers hele repertoiret ud og vandt de næste tre sæt i overbevisende – faktisk skræmmende – stil: 6-0, 6-1 og 6-1. Björn Borg vandt i alt French Open seks gange frem til og med 1981, en rekord som det lykkedes spanske Rafael Nadal at tangere i 2011.

5 sejre på stribe
Trods de enestående succeser i Paris huskes Björn Borg nok alligevel primært for sin hærgen ved Wimbledon i årene 1976-80. Billederne af svenskeren med det karakteristiske pandebånd og træketsjeren er intet mindre end ikoniske, og det samme er Borgs i alt seks finaler på græsbanerne i London. Fra svenskerens første finalesejr i 1976 over rumænske Nastase til femsætsgyseren mod Jimmy Connors året efter og ikke mindst til den klassiske 1980-finale, hvor John McEnroe måtte overgive sig til Borg. Svenskeren havde i fjerde sæts tiebreak fem matchbolde, som McEnroe formåede at afværge, inden amerikaneren tog sættet med tiebreakcifrene 18-16. Borg vandt sin femte Wimbledon-titel på stribe, da han sejrede 8-6 i det tiebreakløse femte sæt.
I 1981 tippede magtbalancen over til John McEnroes fordel, idet han besejrede sin svenske rival i såvel Wimbledon-finalen som US Opens slutkamp. I 1983 indstillede Björn Borg sin tenniskarriere i en alder af blot 27. Otte år senere forsøgte han sig med et ikke videre succesfuldt comeback, der til fulde beviste, at tennistiden var løbet fra Borg og hans træketsjer?

kommentarer
Vis kommentarer
Sport