Sport

2010: Wozniacki bliver verdensetter

Den dansk-polske tennispige var blot 20 år og tre måneder, da hun officielt kunne kalde sig klodens bedste tenniskvinde




På den mandlige verdensscene havde Kurt Nielsen været blandt klodens bedste spillere i 1950’erne med blandt andet to tabte Wimbledon-finaler på cv’et. For de danske tenniskvinder havde det dog indtil Caroline Wozniackis himmelflugt i slutningen af det 21. århundredes første årti knebet med at gøre sig gældende blandt verdens absolut bedste. Tine Scheuer-Larsen var den, der kom tættest på, da hun som 20-årig i 1986 på toppen af sin karriere nåede verdensranglistens 34. plads, men siden havde ingen danskere været tæt på at kunne true den absolutte verdenselite. Det faktum ændrede sig, da Caroline Wozniacki begyndte sit uimponerede raid op ad verdensranglisten.

Til tops i Wimbledon
Hendes forældre var komme til Danmark i slutningen af 1980’erne, da faderen Piotr spillede fodbold på professionelt niveau. Han øjnede hurtigt, at datteren Caroline havde et helt særligt talent for tennis, og han brugte hård træning og disciplin – såkaldt udanske dyder – til at få det maksimale ud af talentet. Anstrengelserne blev belønnet. I en alder af blot 13 år kunne Caroline Wozniacki som den yngste nogensinde kalde sig dansk seniormester i tennis. Trods sit talent, der gjorde hende i stand til at besejre væsentligt ældre spillere, var Caroline Wozniacki langt fra færdig med sin ungdomstid, hvilket på smukkeste vis åbenbarede sig, da hun i 2006, som den første danske singlespiller i mere end 60 år, strøg til tops ved Wimbledons juniorturnering.

På verdensranglisten
Fra da af helligede Caroline Wozniacki sig seniorkarrieren, og hvert eneste år siden har hun kunnet kigget tilbage på nye milepæle i sin karriere. I 2007 brød hun for første gang ind i verdensranglistens top 100 og sluttede året som nummer 67. I 2008 slog hun for første gang en top 10-spiller, Frankrigs tidligere Wimbledon-finalist Marion Bartoli, og 3. august samme år vandt hun Nordea Nordic Light Open i Stockholm, karrierens første titel på WTA-touren. I 2009 nåede Wozniacki for første gang som seniorspiller frem til en Grand Slam-finale, slutkampen i US Open, som hun dog tabte til belgiske Kim Clijsters. Som 19-årig gik Caroline Wozniacki ud af 2009 på verdensranglistens fjerdeplads.

Klodens bedste kvindelige tennisspille
Uden nogensinde at have vundet en Grand Slam-titel gik en af Caroline Wozniackis hedeste drømme i opfyldelse 11. oktober 2010. Da den pågældende uges verdensrangliste blev offentliggjort, var det med et dansk flag ud for navnet på klodens bedste kvindelige tennisspiller. De mange timers benhård træning havde båret frugt.

Millioner i banken
Mange kritikere har gennem årene været ude efter Caroline Wozniackis spillestil, som, de mener, er for defensiv til, at danskeren nogensinde vil kunne vinde en Grand Slam-turnering. Selv har hun blot trukket på skuldrene af de såkaldte eksperter, mens hun formentlig har grinet hele vejen hen til banken. Således er hun i skrivende stund noteret for en karriereindtjening på mere end 70 millioner kroner alene i præmiepenge, hvortil skal lægges et formentlig endnu større beløb tjent på sponsorater.

kommentarer
Vis kommentarer
Sport