1827: Hmmm: U=R x I

Den er en plage for enhver folkeskoleelev og er samtidig grundlaget for al moderne elektronik og elektro-ingeniør-kunst: Ohms lov: Spænding lig med modstand gange strømstyrke





Den tyske fysiker og matematiker Georg Simon Ohm var den første, som systematisk undersøgte forskellige materialers modstand, og i 1827 kom han op med en formel: U=R x I, der i dag er kendt som Ohms Lov. R, resistens, modstand, måles i en enhed, der også er opkaldt efter ham: Ohm.
Ohm blev født i byen Erlangen i Tyskland, og i ni år var han gymnasielærer i fysik og matematik. I 1817 fik han arbejde ved et gymnasium i Köln, hvor han i 1825 begyndte at undersøge styrken af elektromagnetiske kræfter fra strømførende ledere.

Ohms lov
Han skulle bruge strøm, og den kom først fra en såkaldt voltasøjle, der virkede ved at lægge en zink- og en kobberplade på hver side af et stykke stof vædet med en saltopløsning. Så stablede man dem i elektrisk serie ovenpå hinanden i den såkaldte voltasøjle, hvilket gav en høj og varierende indre modstand og dermed problemer for Ohms forsøg. Ohm gik over til et termoelektrisk element, hvis egenskaber lettere kunne kontrolleres.
To år senere udgav han en bog med sine målinger og den første formulering af Ohms lov. I 1849 fik Ohm sin store drøm opfyldt, da han blev professor ved universitetet i München.
Formelbogstaverne U, R og I kommer iøvrigt fra tysk: U = Unterschied, (spændings)forskel; R = Resistanz, modstand; I = Intensität, intensitet (strømstyrke).

kommentarer
Vis kommentarer
Videnskab