2012: Felix Baumgartner – et spring gennem lydmuren

Felix Baumgartner sprang fra 39 kilometers højde. Havde der været bare en lille ridse i hans specialdragt, ville hans blod være begyndt at koge





Felix Baumgartner er en østrigsk faldskærmsudspringer og basejumper, der blandt andet blev kendt her i Skandinavien, da han i 2006 landede på Malmø-skyskraberen Turning Torso med faldskærm. Det var imidlertid ikke nok, da han derpå hoppede videre ud fra tårnet med en anden faldskærm og siden tog flugten ud over Øresund i en speedbåd.

Sådan ser det ud, når man hopper fra 39 kilometers højde (video: Redbull/YouTube)

I oktober 2012 satte han tre nye verdensrekorder, da han tog et frit fald fra stratosfæren i 39 kilometers højde. Én ting var højden, men han blev samtidig det første menneske, der faldt hurtigere end lyden. Dertil blev han det menneske, der har været højest oppe i en ballon nogensinde.

Udsættelser
Springet var ikke ukompliceret, og forsøget blev udsat flere gange på grund af vejr og vind. Den 14. oktober 2012 kl. 17.30 steg han endelig til vejrs fra New Mexico siddende i en kapsel under en heliumballon. Godt 2 ½ time senere, kl. 20.06 dansk tid, sprang Baumgartner ud af kapslen fra 39.045 meters højde. Undervejs nåede han en fart på 1.342 kilometer i timen og brød dermed igennem lydmuren som det første menneske uden maskiner til hjælp. Baumgartners faldskærm udløstes i 2.516 meters højde, hvilket dog var for tidligt til at slå rekorden for længste frie fald.

YouTube-begivenhed
Baumgartners spring var en gigantisk mediebegivenhed. Internettjenesten YouTube havde ca. 8 millioner seere, der fulgte med direkte gennem de kameraer, der sad i kapslen og på Baumgartner selv. Hermed slog man den tidligere rekord sat under Præsident Obamas indsættelsestale, der blev set af omkring 7 millioner mennesker. Derudover var der 130 internetkanaler og 40 tv-stationer i 50 lande, der sendte springet direkte. Og dog; Red Bull, firmaet der sponsorerede det hele, ville ikke risikere en direkte sending af en mulig ulykke. Derfor blev signalet forsinket 20 sekunder, så man kunne slukke for det hele, hvis det gik galt.

Snurrede rundt
Og der var mange ting, der kunne være gået galt. På et tidspunkt begyndte Baumgartner at snurre rundt, og hvis det var blevet ved, kunne han have mistet bevidstheden og skadet sine øjne, hjerne og hjerte-kar-system. Havde der været den mindste revne i Baumgartners specialsyede dragt, ville hans blod være begyndt at koge på grund af det lave tryk i stratosfæren.

kommentarer
Vis kommentarer
Videnskab