1944: Fra monstervåben til månetransport

Stammoderen til alle rumraketter er V-2 raketten. Den blev bygget i det nazistiske Tyskland til terrorbombninger af England og blev konstrueret under ledelse af raketforskeren Wernher von Braun





I krigens sidste fase i 1944 regnede over 3.000 V-2-raketter ned over London. 7.250 blev dræbt af sprængladningerne, men endnu flere slavearbejdere måtte undervejs lade livet i de tyske fabrikker, der byggede dommedagsraketten.

Billeder fra fabrikkerne bag V-2-raketten - der blev iøvrigt brugt slavearbejdere fra besatte områder (video:YouTube)

Raketforskerens fulde navn var Wernher Magnus Maximilian Freiherr Von Braun. Han var af adelig slægt og havde dermed fra en tidlig alder privilegier, der gav ham adgang til udstyr til sine interesser og fysiske eksperimenter.

Fra nytårsraket til rumraket
Som barn havde Von Braun en drøm: At bygge raketter. Han eksperimenterede med det, fra han var en ganske lille dreng. Wernher konstruerede en raketbil efter kinesisk forbillede ved at binde et bundt nytårsraketter fast til en legetøjsvogn og antænde dem. Det fungerede fint, og raketvognen kom af sted - med så megen larm, at naboerne tilkaldte politiet, og unge Wernher blev pågrebet af politiet. Han slap dog uden straf, eftersom Wernhers far var minister i den daværende tyske regering.

Som voksen var Von Braun en del af det nazistiske militærapparat og fik sin forskning og udvikling finansieret af Hitler. Da Nazi-Tyskland var nedkæmpet, overgav han sig selv, sine medarbejdere og al deres viden til amerikanerne. I årene derefter konstruerede og byggede han Saturn 5. Raketten, der gjorde det muligt at sende fartøjer mod Månen.

Populær mand i USA
Von Braun blev berømt i USA og lavede blandt andet en række enormt populære tv-programmer om rumfart sammen med Walt Disney. Disney var selv så optaget af rummet, at han byggede et ekstra Disneyland, ’Tomorrowland’, som var helliget rumfartens vidundere.

I 1955 annoncerede USA, at man ville sende en satellit i omløb omkring jorden senest i 1958. Sovjetrusserne udfordrede imidlertid amerikanerne. De ville opsende deres satellit allerede i 1957. Den 4. oktober 1957 begyndte den sovjetiske Sputnik, verdens første satellit, at kredse om jorden. Rumkapløbet var i gang, og det blev altså delvis startet af en tysker med en legetøjsvogn!

kommentarer
Vis kommentarer
Videnskab