1895: Nu kan vi se ind i mennesker!

Det første røntgenbillede var en tilfældighed, men endte med at blive en sensation





Verdens første røntgenfotografi viser angiveligt opfinderens kones hånd. Men selve opdagelsen var en tilfældighed, og opfinderen selv nægtede at tage patent på den.

I 1920erne mente nogen, man kunne sikre sig den rigtige skostørrelse med røngten (video: YouTube)

Den 8. november 1895 arbejdede Wilhelm Conrad Röntgen med sine dengang højmoderne katodestråleinstrumenter. Katodestråler skabes af en såkaldt 'Crooke-kolbe', et lufttomt glasrør med ledninger i hver ende, som fysikeren sætter strøm til, hvorefter der dukker en skinnende lysplet op på indervæggen af røret.

Selvlysende
Röntgen bemærkede, at en plade med et selvlysende materiale, der lå ved siden af røret, begyndte at gløde, når røret var tændt. Det burde ikke ske. Katodestråler kan nemlig ikke gå gennem luften, og hele røret var pakket ind i sort pap. Han studerede fænomenet længe og opdagede, at hvis han holdt sin hånd imellem strålen og den lysende plade, kunne han se omridset af knoglerne indeni. Han tog sin hustru, Anna Bertha, med i laboratoriet og tog et billede af fænomenet: Det første røntgenbillede.

X-strålen
Röntgen selv kaldte strålerne for X-stråler, og det ord hænger ved den dag i dag på engelsk, hvor røntgen kaldes X-rays.

Det første røntgenrør blev fremstillet i Stützerbach i Thüringen efter Röntgens anvisninger, og grundstoffet røntgenium er opkaldt efter ham. Han fik senere nobelprisen for sin opdagelse, men nægtede at tage patent på den. Han ville have at opdagelsen skulle komme alle mennesker til gode.

Der var andre, der ikke holdt sig tilbage. Thomas Alva Edison, manden bag glødepæren, videreudviklede teknologien og tjente godt på den.

kommentarer
Vis kommentarer
Videnskab