1888: Opfandt fjernstyret båd – ingen troede på det

Opfinderen Nikola Tesla revolutionerede elektriciteten med vekselstrøm - og så lavede han desuden en fjernstyret båd, som ingen troede på





Mange kender navnet Tesla fra en lækker og dyr elektrisk bil. Den lynhurtige miljø-øse er dog opkaldt efter en sky serbisk videnskabsmand, der gjorde store videnskabelige opdagelser uden at ret mange lagde mærke til det.

Teslas laboratorium ved Long Island er i elendig stand (video: YouTube)

Han blev født under fattige kår i Serbien i 1856 og led allerede som barn af pludselige åbenbaringer, hvor opfindelser viste sig for ham som idéer og formler.

Turen går til USA
Som ung rejste han til USA, fordi han ville sælge noget helt nyt til den store videnskabsmand Thomas Edison. Edison var manden bag glødepæren og foregangsmand for elektricitetens udvikling i USA. Dengang var USA, som alle andre steder, oplyst af jævnstrøm med konstant spænding og strømstyrke. Ulemperne ved dette system var et stort spild, når man skulle føre strøm over større afstande.

Tesla havde opfundet en løsning: Vekselstrøm. Han drog til USA for at sælge sin nyudviklede generator, der kunne lave netop denne vekselstrøm.

Edison kunne dog ikke lide idéen. Han bad i stedet Tesla om at forbedre Edisons egen jævnstrømsanlæg og lovede ham 50.000 dollar for det. Tesla løste opgaven, men han fik ikke pengene.

- Du forstår bare ikke amerikansk humor, gør du?, sagde Edison angiveligt til Nikola Tesla, der gik ud af kontoret og aldrig vendte tilbage.

I stedet gik han til konkurrenten Westinghouse, hvor systemet blev en stor succes og langsomt udkonkurrerede jævnstrømmen.

Manden med de mange ideer
Tesla var samtidig en af de første videnskabsmænd, der demonstrerede, at elektricitet kan bevæge sig gennem luften. Hans 'Tesla coil' var en lysende elektrisk kugle, man kunne trække lange gnister fra, og den er fast inventar i de fleste fysiklokaler i vores skoler i dag.

Tesla nåede også at patentere et system til at sende radio før konkurrenten Marconi, men nåede aldrig at udnytte det i praksis. Han havde desuden tanker om et verdensomspændende kommunikationsnet, et verdensnet, der på mange måder minder om nutidens internet. Det blev dog aldrig til noget. Det gjorde til gengæld de store fjernstyrede både, som han demonstrerede i 1898.

Bådene var to meter lange med store antenner, ror og blinkende lys - som alt sammen kunne fjernbetjenes. Tesla demonstrerede bådene i et indendørs bassin i Madison Square Garden i New York. Publikum troede, at der var tale om magi eller tankestyring, men det var fjernbetjening - for første gang i verdenshistorien.

kommentarer
Vis kommentarer
Videnskab