1675: Dansker måler lysets hastighed

Astronom Ole Rømer påviste, at Lyset bevæger sig. Han kaldte det ’lysets tøven’





I 1675 påviste Ole Rømer, som var astronom og ingeniør i København, at lyset ikke er noget, der bare hænger omkring os. Lyset har en hastighed, og Rømer fandt en måde at måle den på.

Sådan bryder du lysets hastighed - teoretisk (video: YouTube)

Det var dog ikke hastighed, Rømer brugte som begreb. Han talte i stedet om 'lysets tøven', hvor det ikke opstår uden varsel, men breder sig gradvist, omend hurtigt.

Længdegrad
Det var under et ophold i Frankrig, at Ole Rømer publicerede sine opdagelser. I 1671 foretog han en lang række observationer i Tycho Brahes observatorium Uranienborg på øen Hven. Formålet var at finde Uranienborgs længdegrad i forhold til Paris. Lederen af observatoriet i Paris lavede tilsvarende målinger og dermed kunne man sammenligne. I 1672 tog Rømer selv til Paris, egentlig for at arbejde med Tycho Brahes journalister, men han kom i stedet til at arbejde sammen med Giovanni Domenico Cassini, der var leder af det parisiske observatorium. Sammen så de, at det tilsyneladende tog en vis tid for lyset at nå jorden, men hvor Cassini afviste tanken, tog Rømer den til sig.

22 minutter
Med en række tydelige observationer som bevis, kunne han fortælle, at det tog lyset 22 minutter at tilbagelægge jordbanens diameter.
Han ramte ikke tallet helt præcist, da det korrekte tal senere er korrigeret til 16 minutter og 40 sekunder, men tanken om, at lys ikke bare eksisterer universelt men faktisk bevæger sig, var ny.
Rømer fortsatte senere sit virke i København blandt andet i Rundetårn, hvor han selv lavede instrumenter til at observere himmellegemer med. I 1705 udnævnte kongen ham til borgmester og politidirektør i København. Embeder som han brugte til eksempelvis at indføre kloakering og gadebelysning.

kommentarer
Vis kommentarer
Videnskab