150: Jorden som universets centrum

”Jorden er i midten af universet”, mente grækerne





Grækerne skabte på mange måder videnskaben, som vi kender den i dag. Men når det gjaldt astronomi havde de en væsentlig fejlopfattelse, der skulle holde ved i over 1000 år.

En animation af Ptolemæuses verdensbillede (video: YouTube)

Jorden er i midten af universet, mente grækerne. Modellen blev kaldt geocentrisk, og det var astronomen Aniximander, der 600 år f.Kr. skabte en kosmologisk model, hvor jorden var universets centrum. Dermed mente han også, at solen sammen med alle andre planeter var i omløb om jorden. Som en eksotisk forklaring på himmelfænomenerne fremlagde han også, at solen, månen og planeterne i virkeligheden var usynlige hjul med huller, som viste en ild indeni.

Venus som fixpunkt
Det var blandt andet planeten Venus’ skyld, at man på den måde holdt fast i den geocentriske model. Den ændrede øjensynlig ikke lysstyrke, og så måtte afstanden mellem den og jorden være konstant, hvilket måtte betyde at både jorden og Venus stod stille. Imidlertid skiftede de andre planeter faktisk lysstyrke hen over året, men det blev ikke gjort gældende dengang.

I år 150 blev alle de geocentriske ideér samlet sammen af den romerske astronom, Claudius Ptolemæus. Herefter blev den geocentriske verdensopfattelse tit betegnet som Ptolemæus’ system.

Han skrev 'Almagest'; en af de første store bøger om himmellegemer.

Ptolemæus lavede samtidig nogle af de første stjernekort, og bogen stod som den højeste visdom om astronomi i over 1200 år på trods af dens geocentriske grundindstilling. Bogen havde dog også andre kvaliteter. Blandt andet gengav den den græske matematiker Hipparchis værk og metoder indenfor trigonometri; et værk der ellers var tabt for eftertiden.

Copernicus: det passer ikke
I 1543 udfordrede en polsk astronom, Nicolaus Copernicus, hele grundlaget for den gældende verdensopfattelse: Han hævdede at planeterne i stedet løb om solen, såkaldt heliocentrisme. Det var ikke noget populært standpunkt dengang, og det var først i 1609 efter teleskopets opfindelse, at en noget tøvende Galileo Galilei for alvor udfordrede geocentrismen. I 1610 var han den første, der så alle planeten Venus’ faser, hvilket passede meget dårligt med en statisk position for planeten.

Den tyske astronom Johannes Kepler udgav sine 'Tre love for Planeters bevægelser' mellem 1609 og 1619, og han var i stand til præcist at forudsige Venus’ bevægelser i forhold til solen.

Med alle disse nye indsigter var et nyt verdensbillede født.

kommentarer
Vis kommentarer
Videnskab