Rohde efter afsløringer om Facebook-narko: Send dem til mig

Venstres Europa-parlamentariker mener, at Facebook kører dobbeltstandarder, når de systematisk sletter nøgenbilleder, men ikke opslag eller grupper, hvori der bliver solgt narko

1/2
Næste »

Onsdag aften kunne Ekstra Bladet og TV3 i dokumentaren 'Jagten - de nye pushere', afsløre, at det organiserede salg af narkotika ikke længere foregår på gaden, men derimod på Facebook.

Ekstra Bladets journalister fik på bare to uger adgang til 14 private grupper, hvor der blandt andet solgt coke, amfetamin og ketamin - som normalt bruges til at bedøve heste.

Men selv om Facebook ifølge eksperter har værktøjerne til at stoppe det omfattende salg af narkotika, så nægter de at svare på Ekstra Bladets spørgsmål, om hvorfor der endnu ikke er sket noget.

Og det er for galt, mener Venstres Europa-parlamentariker, Jens Rohde, der vil tage sagen op og rette henvendelse til kommisionen for at se, om de kan få svar fra det verdensomspændende sociale medie.

– Facebook kører med dobbeltstandard, og jeg vil bestemt kigge på sagen. Det plejer jo at være sådan, at når man prøver at drøfte lovgivning omkring Facebook på kommisionsniveau, at Facebook så rent faktisk vender tilbage med nogle svar, siger han til Ekstra Bladet.

Facebook plejer ellers ikke at være bange for at slette indhold, når de mener, at det bryder med deres retningslinjer. Når en bruger på Facebook eksempelvis lægger et billede med nøgne bryster op på sin profil, sletter Facebook konsekvent indholdet med det samme.

– De har jo lidt åbnet for pandoras æske, når de vælger at slette billeder af f.eks. en kvinde, der ammer. Der må tages en drøftelse med Facebook, og hvis de ikke kan det med pressen, så må vi jo se, om de vil snakke med os i Parlamentet.

Efter Ekstra Bladets afsløringer valgte Facebook at slette en af de grupper, hvor der var salg af narko. Men det er ikke nok, mener europarlamentarikeren.

– Når man systematisk kan slette billeder af nøgne mennesker, så burde man også kunne slette grupper eller opslag med salg af narko, eller i det mindste svare på, hvorfor man ikke gør, siger han.

Ekstra Bladet har fundet flere eksempler på, at salg af stoffer i lukket facebookgrupper også sker i andre europæiske lande.

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Jagten og SNAPDOCs
Hent flere