Rumænsk svindler: Her er vores opskrift

Skjulte optagelser: Rumæneren Danciu Grancea fortæller, hvordan han bedrager og svindler i Danmark.

Se når Ekstra Bladet og TV3 konfronterer Danciu Grancea med de skjulte optagelser.
1/2
Næste »

Lugten af uvaskede kroppe, fodsved og rådden mad fylder næseborene, når man træder ind i huset på Jyllingevej 54 i København, hvor op mod 40 rumænere deles om fire værelser, et toilet og et bad. Husets 142 kvadratmeter er proppet med farverige og flænsede madrasser, som ligger spredt på det snavsede gulv.

Ekstra Bladet har i samarbejde med TV3 sendt journalister undercover i det kriminelle, rumænske miljø i Danmark og blev undervejs blandt andet inviteret til den rumænske røverrede på Jyllingevej, som er base for omfattende kriminalitet.

Se når vi konfronterer Danciu Grancea med de skjulte optagelser i huset øverst i artiklen

Huset styres af rumæneren Danciu Grancea, som i dokumentaren ’Jagten på gangsterne fra øst’ forklarer, hvordan han importerer rumænske stråmænd til at snyde den danske stat.

Dømt i Rumænien
I Rumænien er han blandt andet dømt for pengefalskneri og i en sag om stjålne luksusbiler fra Italien. Men den østeuropæiske gangster er tydeligvis ikke færdig med sine ulovligheder, da Ekstra Bladets undercover-journalister møder ham i huset.

På de skjulte optagelser lufter han nemlig lynhurtig ønsket om at involvere vores to journalister i svindel og bedrageri og fortæller åbent om, hvordan man bedrager den danske stat for hundredtusindvis af kroner ved at lave økonomisk kriminalitet. 

– Du kan låne penge, du kan optage lån, du kan købe telefoner, bærbare, tv. Du kan gøre lige, hvad du vil, siger han.

Artiklen fortsætter under artiklen

  Se da Ekstra Bladet og TV3 konfronterer rumænere i deres hjemland med de skjulte optagelser

Ingen problemer
Han forklarer, at han samarbejder med arabere om at bedrage staten. Vores journalister bliver sat til at skaffe rumænske stråmænd, hvis identitet skal bruges til at oprette virksomheder og optage stor gæld, som aldrig skal tilbagebetales. De handlede stråmænd må ikke opholde sig i Danmark længe, lyder instruksen.

– Indtil deres papirer er klar. Det er en måned, måske en uge eller to, instruerer Danciu Grancea. 

Derefter skal stråmændene forsvinde ud af Danmark og aldrig vende tilbage. På den måde kan de danske myndigheder aldrig finde de fiktive ’direktører’.

– En del har gjort det, og de har ikke haft nogen problemer bagefter, for de forsvinder ud af landet, siger han.

Rumæner: Vi finder mobiler i storskrald
Da Ekstra Bladet og TV3 møder op i huset på Jyllingevej 54 med et kamerahold og viser Danciu Grancea de skjulte optagelser, hvor han tilbyder vores undercover-journalister at indgå i svindel, har han pludselig ingenting med kriminalitet at gøre.

– Jeg gør ikke sådan noget. Andre gør det for 2000 euro, men jeg gør det ikke. Vi har ikke gjort det. Ingen herfra har gjort det, siger Danciu Grancea.

Men du fortæller, hvordan man laver økonomisk kriminalitet?

– Ja, hvordan man gør det. Det kan jeg også fortælle lige nu.

Hvorfor ved du det?

– Jeg ved det, men jeg praktiserer det ikke.

Men du tilbyder jo vores journalister at købe deres identitet.

– Ikke jeg. 

Du tilbyder dem det.

– Jeg tilbyder dem det ikke. De mennesker (undercover-journalisterne, red.) kom til mig og spurgte, om jeg ville lave...

Du fortæller dem, hvordan de skal gøre det, fordi du gerne vil have deres identitet.

– Jeg ønsker ikke nogens identitet. 

Hvorfor kan du ikke bare indrømme, at du er involveret i kriminalitet? 

– Jeg er ikke involveret. Jeg har ikke lavet dokumenter til nogen. Hvis jeg har lavet noget ulovligt her i Danmark, så vil jeg lade mig anholde her og nu. 

Vores folk har været herinde, hvor der var stjålne mobiltelefoner.

– De er ikke stjålet. Det er nogle, de har fundet i storskrald.

Mobiltelefoner fra storskrald? Det tror jeg ikke på. Folk smider jo ikke telefoner i storskrald.

– Det er muligt. Det kan også være, de har købt dem. Det afviser jeg ikke.

Tre uger senere besøger vi Jyllingevej 54 igen. Denne gang er huset fuldstændig tomt. Postkasserne er hevet ned, ruderne er smadret, og alle rumænere er forsvundet. 

Sådan gjorde vi

Ekstra Bladet har i samarbejde med TV3 fået to rumænske journalister til at gå undercover for at afdække det kriminelle miljø blandt udlændinge i Danmark.

Journalisterne var omkring tre uger i København, men kom allerede i løbet af få dage i kontakt med kriminelle fra det omfattende illegale miljø i landet.

Journalisterne optræder ikke med navn eller billede i avisen, eller på de tv-klip de har optaget på deres skjulte udstyr, af hensyn til deres sikkerhed. Ekstra Bladet og TV3 konfronterede flere af bagmændene i Rumænien.

Ligesom vi mødte Andrei Rosus, der af hensyn til sin sikkerhed ikke ønsker at fortælle, hvor i det store land han opholder sig. Andrei Rosus historie indgår som en del af dokumentar-udsendelsen 'Jagten på gangsterne fra øst', som kan ses på tv3play.dk

Seneste i Jagten og SNAPDOCs
Hent flere
Mere i samme Snapdocs