Scorer fedt på hundesyge hundehvalpe

Dansk hvalpefabrik med kæmpe-omsætning har solgt syge hvalpe i årevis

1/2
Næste »

Helt små hvalpe med parasitter, mider og spolorm er blevet en kendt sag for landets dyrlæger.

I Danmark er hvalpe nemlig blevet til en pengeindustri, og det betyder kæmpekenneler med hundredvis af avlshunde, som går i små indhegninger hele livet med det ene formål at være fødemaskiner. Hvalpene bliver opfostret med salg for øje og i mange tilfælde uden hensyn til dyrenes ve og vel.

Kæmpekennelerne, der er kendt som hvalpefabrikker, har længe været udbredt i østeuropa og USA, men nu kan Ekstra Bladet fortælle, at fabrikkerne også har fundet indpas herhjemme i Danmark.

Det fremgår af dokumentaren Jagten: Hundemishandlerne, som Ekstra Bladet har produceret i samarbejde med TV3.

Køber selv hund

Her køber Ekstra Bladet og TV3 eksempelvis en hvalp fra hvalpefabrikken, Birkedal, der med sin godkendelse til hele 100 avlshunde hører til blandt de største kenneler i Danmark. Købet blev filmet med skjult kamera, og her lover stedets ejer, Rose-Marie Larsen, at hvalpen er ”sund og rask helt igennem”.

Men faktum er, at den hund, som Ekstra Bladet køber for 7.000 kroner, fejler en række alvorlige sygdomme. Den har både løse knæled, problemer med testiklerne, hårsækmider, spolorm og parasitter i tarmene, viser en dyrlægeundersøgelse, foretaget lige efter købet.

hvalpe.png Jagten: Hundemishandlerne - 18. nov. 2015 Danmarks værste hundehandler fortsætter ulovlig hundehandel

Forarget dyrlæge

Flere af sygdommene spreder sig typisk ved store hundehold, og de tyder på stærkt kritisable forhold ifølge seniordyrlæge på Københavns Universitet Mette Lybek Rueløkke.

- Det siger mig for det første, at der ikke har været et ordentligt dyrlægetilsyn med stedet. Det siger mig også, at de må gå under nogle dårlige hygiejniske forhold, og at de ikke bliver korrekt ormebehandlet, siger hun.

- Det er forstemmende, at folk vælger at betragte dyr som ting, som indtægtskilder, uden at tænke på, at det er levende væsner.

Handlet hunde i årevis

Ekstra Bladet er langtfra de eneste, som har købt en syg hvalp fra Birkedal. Avisen har således været i kontakt med en række købere, som gennem en årrække har købt syge hvalpe.

På samme måde får Birkedal hårde ord med på vejen på anbefalings-hjemmesiden Trustpilot.dk, hvor ord som ”svinsk hvalpeproduktion” og ”horribel undskyldning for en kennel” dominerer billedet blandt de utilfredse hvalpe-købere.

- Jeg er ikke overrasket over sådan et sted her. For der er jo penge i det, siger Mette Lybek Rueløkke.

Hvis Birkedals 100 avlshunde får bare ét kuld hvalpe hver om året med 4 hvalpe i hvert kuld til en styk-pris á 7.500 kroner, så omsætter stedet for 3 millioner om året.

Rose-Marie Larsen ønsker ikke at udtale sig Ekstra Bladet eller TV3.

Birkedal

Hvalpefabrikken Birkedal ligger på vestsjælland og har igennem mere end 40 år opdrættet hunde.

Birkedal er ikke medlem af Dansk Kennelklub (DKK) og ville heller ikke kun blive det, som den kører nu. DKK stiller nemlig krav om regelmæssig dyrlægetjek af hvalpe og avlshunde, og det vil Birkedal ifølge avisens oplysninger ikke være med til.

På samme måde afviser den næststørste hundeklub i Danmark, Dansk Racehundeunion (DRU), at Birkedal kunne blive medlem dér, som tingene kører nu.

På internettet flyder det med dårlig omtale af Birkedal. På bruger-anmeldelses-siden Trustpilot.dk skriver vrede hvalpekøbere blandt andet, at de har købt ’hund med angst fra begyndelsen’ og hunde, som ’kostede os 30.000 kr. i dyrlægeregninger det første år’.

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Jagten og SNAPDOCs
Hent flere