Persondata politik

Kneben spansk sejr over portugal

De fire hold tilbage i fodbold EM er udover fremragende fodboldhold også blandt de bedste lande til at fremstille vin. I EM’s ånd satte vi os derfor for at teste hvem der er vinderne når det gælder produktion af de gyldne dråber.

« Forrige
1 af 2
Næste »
Nyhedsbrev
Få gode tips og historier fra vores eksperter om vinens verden hver fredag.
 

Vi bad fire vinimportører som er specielt stærke i de fire vinlande: Tyskland, Spanien, Portugal og Italien om at sætte deres hold af vine. Vi bad dem finde 5 vine, hvor der som minimum skulle være én hvidvin, én rødvin og to søde vine. Herudover satte vi krav til at minimum én vin skulle sælges til under 75 kr. Ellers var det helt op til importøren at sætte ”holdet” af vine.

Første kamp stod mellem Spanien og Portugal, kampen om den iberiske halvø. Begge kendt for deres krydrede vine og vine på en række lokale druer. Men hvor Spanien på vinfronten allerede har skabt nogen af verdens bedste vine er Portugal stadig på jagt efter en position i markedet for topvine. Men som i Spanien er Portugal i en rivende udvikling så de første stjerner er på vej. At så begge lande havde deres klassiske esser i Sherryen og Portvinen gjorde kun kampen mere spændende.

Fra Spanien var det Theis vine som satte holdet og for Portugal var det ViniPortugal.

Kamp 1:

Van Zellers Branco 2010, Douro, Portugal. 90 kr. 3 stjerner.

En let bitter vin med smag af æbler, melon og citrus. En krydret, stenet og lidt flad eftersmag.



Ossian 2009, VT Castille y Leon, Spanien. 259 kr. 5 stjerner.

Vin på Verdejo druen fra stokke mere end 200 år gamle men som er lagret på franske fade. En fed og fyldig vin med smag af fersken, let tropisk frugt, mandler og let toastet eftersmag. En spændende vin som bør serveres til mad.

Selvom den er forholdsvis dyr var det en sikker sejr til Spanien. 0-1.



Kamp 2:

Ciconia Reserva 2010, Alentejo, Portugal. 75 kr. 4 stjerner.

Vin på Aragonez og Tourega National. Rimelig koncentreret vin med smag af kirsebær, peber, lakrids og let brændt i smagen.



Edra Grullas de paso 2008, Ribera del Gallego, Spanien. 75 kr. på tilbud. 5 stjerner.

En blød og frugtig vin med smag af brombær, lakrids, peber og masser af krydderier. En vin som har fået masser af sol men som ikke virker kogt. Flot vin og især til prisen.

To gode vine med hvor den spanske havde noget mere at byde på og da prisen er ens må det blive spansk point igen. 0-2.



Kamp 3:

Van Zellers CV Tinto 2009, Douro, Portugal. 550 kr. 6 stjerner.

En sort vin på en række lokale druer. Mørke bær, peber, lakrids, chokolade. En meget kompleks og flot vin med en superlang eftersmag. Noget af det bedste jeg har smagt fra disse kanter. Vinens svar på Ronaldo.



Villacreces 2006, Ribera del Duero, Spanien. 210 kr. på tilbud 6 stjerner.

En vin hvor druerne udover Tempranillo også er Cabernet Sauvignon (10%) og Merlot (4%) fra Ribera del Duero dalen. Flot koncentration, brombær, blommer og masser af kompleksitet. God balance og en meget flot vin.



Kongeduel! Her var der tale om to fantastiske vine. Nærmest som en duel mellem Iniesta og Ronaldo. En anelse mere kompleksitet i den portugisiske men også noget dyrere. Uafgjort. Stadig 0-2.



Kamp 4:

Foral Moscato 2011, Portugal. 50 kr. 4 stjerner.

En sød vin på Muscat druen, meget frugtig med smag af søde druer, rosiner og flormelis. En meget ligefrem og god vin især til prisen. Savner måske lidt mere syre.



Finca Sandoval Cuvee Cecilia 2010, Manchuela, Spanien. 220 kr. 3 stjerner.

En sød vin på Monastrell druen. Duft af ribenasaft og smag af rosiner og kogte blommer. Savner mere kompleksitet og dybde. Til prisen må man forvente mere.



Ingen tvivl om at denne kamp vandt den søde Moscato vin. Til prisen er det en fornuftig vin og her skuffede den Spanske. 1-2



Kamp 5:

Maynards Colheita Port 1982, Portugal. 200 kr. 5 stjerner.

30 år gammel Colheita portvin med smag af nødder, kogte blommer, kanel og krydderier. Ganske fornuftig pris for denne.



Dios Baco Esnobista Moscatel Pasa, Jerez, Spanien. 115 kr. på tilbud. 5 stjerner.

En duft af brændte figner. En tyktflydende sherry på Moscatel druen som er tørret i solen før den er presset. Smag af brunkager, blommer, rosiner og krydderier. Meget tung vin men er man til disse forrygende søde vine er denne et kup til udsalgsprisen.



En meget tæt kamp og to gode dessertvine. Samtidig to klassikere overfor hinanden, nemlig Portvinen overfor den søde Sherry. Igen uafgjort og dermed samlet spansk sejr på 2-1.



Læs mere om vinene her Theis Vine og ViniPortugal.

Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Nyhedsredaktør lige nu: Steffan Kærulf Frandsen Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik