Persondata politik
Vinnyheder

Bourgogne-lotteri

Beretning fra en vinauktion

  • Ekstra Bladets smagspanel har ikke helt mistet modet, selv om ingen af de indkøbte bourgogner var en nydelse.
Ekstra Bladets smagspanel har ikke helt mistet modet, selv om ingen af de indkøbte bourgogner var en nydelse.
1 af 1
Nyhedsbrev
Få gode tips og historier fra vores eksperter om vinens verden hver fredag.
 

Tidligere var vinauktioner hovedsageligt forbeholdt professionelle og branchefolk, men det har internettet og diverse auktions-sites godt og grundigt ændret. I dag konkurrerer de professionelle bl.a. mod private samlere, der ønsker at udbygge deres vinkældre eller måske blot gøre en god forretning.

Til gavn for Ekstra Bladets vininteresserede læsere nedsatte vi derfor på Ekstra Bladet Vin et smagspanel, der skulle prøve kræfter med vinauktions-fænomenet for at undersøge, om der findes potentiale i vin købt på netauktion.

21 flasker Bourgogne
Forventningerne var skruet helt op – 21 flasker Bourgogne stirrede ud gennem skærmen på os fra Lauritz.com’s hjemmeside, og der var kun en halv time til hammerslag.

Ud over at vi forinden havde besluttet at kigge specifikt efter Bourgognevin, da disse er kendt for at kunne holde sig længere tid end de fleste andre vine, havde vi ingen anden konkret strategi for købet.

Vurderingen fra Lauritz.com lød på 2.000 kr., så den økonomiske smertegrænse lå deromkring. Med 5 minutter igen endte vi med, uden kamp fra de konkurrerende bydere, at købe vinen.

Læs også:

Se også: Forårsbebuderen

Et par dage efter modtog vi det længe ventede opkald. De gyldne dråber stod nu foran Politikens Hus i København, klar til afhentning. Smagspanelets forventninger fik endnu et nøk nedad – hvor var jomfrueligheden, uskylden – ja, skrøbeligheden, vi ofte forbinder med vin og særlig gammel vin?

Selvom leveringen både var hurtig og effektiv, fornemmede vi ikke, at transporten tog hensyn til det skrøbelige produkt, der blev fragtet. I bedste jordemoderstil blev vinene derfor pakket nænsomt ud, inspiceret for fysiske skader og anbragt til opbevaring til åbent skue for vores nysgerrige kolleger på Ekstra Bladet.

Den store dag
Dagen hvor Ekstra Bladets smagspanel skulle evaluere høsten og vurdere, om der findes et for os hidtil uset potentiale i vin købt på netauktion, oprandt. Vi var ivrige for den første 'næse', men også en anelse nervøse. På et rent bord blev 11 vine (der var nogle dubletter blandt de indkøbte vine) arrangeret efter årstal, og smagspanelet sad spændt med blok og blyant, klar til at notere de første sanseindtryk.

Læs også:

Se også: Sabina den bedste af de nye sommelierer

Først i køen: 'Pommard 1974' – proppen var så fugtig og mør, at den måtte åbnes med mere utraditionelle metoder. Vinen blev hældt op i glassene, og det første visuelle indtryk blev hurtigt associeret med en gammel flad vodka/cola fra ugen før. Første 'næse' gik lige i lillehjernen og samtlige i panelet kunne ikke undgå at skære grimasser.

Anden 'næse' var ikke spor bedre, men smagspanelets forventninger var så store, at vinen skulle smages alligevel. Associationerne der fremkom af denne smagning, kan vi af hensyn til vores læsere ikke gå i detaljer med her, men det var ikke behageligt, og vi kunne konkludere, at eddiken for lang tid siden havde fået bugt med de allerhelligste dråber.

Samme billede gjorde sig desværre gældende ved de yngre vine.

Da vi ramte den yngste af vinene Givry fra 1996 havde vi, på trods af de hidtil dårlige erfaringer, store forventninger.

Alle medlemmer i smagspanelet tænkte 'en vin fra 1996 må da kunne drikkes?'.

Det begyndte da også godt - i modsætning til mange af de andre vine var denne prop rent faktisk intakt.

Vores optimisme var dog kortvarig. Resultatet var lige så nedslående, som ved de andre vine.Også Givry fra 1996 var total udrikkelig, og fødevaremyndighederne ville formentlig ikke en gang godkende den til madlavningsbrug eller i en gløgg-gryde.

Forventningens glæde er den største
Efter 11 flasker, og et par dubletter var konklusionen klar – vi havde købt den grimme kat i sækken.

Samtlige vine var totalt udrikkelige, og flere i panelet var askegrå i ansigtet, én var bange for han aldrig kom til at drikke vin igen.

Hele smagspanelet var enige om, at vi havde været virkelig uheldige – vinauktioner er simpelthen det rene lotteri. Det gamle mundheld om at forventningens glæde er den største af alle glæder, passer derfor perfekt ind i dette smagspanels tilfælde, men vil vi prøve en anden gang - ja det vil vi selvfølgelig gerne, ligesom i lotteri, kan man jo være heldig.

Læs også:

Se også: Parker øgede Bordeaux-vines værdi med 575 mio.

Disse 11 flasker (plus dubletter) købte vi på Lauritz.com og smagte den 23. februar 2012:

1. Pommard 1974 – Domaine Jules Guillemard

2. Pommard-Rugiens 1976 - Domaine Jules Guillemard

3. Beaune Clos des Feves 1982 – Chanson Pere et Fils

4. Gevrey-Chambertin Cazetiers 1982 - Chanson Pere et Fils

5. Mercurey 1982 – Confrérie des Chevaliers du Castebin

6. Beaune-Pertuizots Premier Cru 1982 – Pierre-Yves Masson

7. Pommard 1983 - Henri de Villamont

8. Savigny-les-Beaune 1983 – Domaine Fougeray

9. Gevrey Chambertin 1983 - Thorin

10. Bourgogne Hautes Cotes de Beaune 1987 - Pierre André

11. Givry 1996 – Confrérie des Chevaliers du Castebin - Bertrand de Monceny.

Auktionshuse med vinkollektioner:

Lauritz.com

Bruun Rasmussen

På Lauritz.com og på Bruun Rasmussens’ netauktioner skal man foruden hammerslagsprisen være opmærksom på, at der også skal betales et hammerslagsgebyr på 5 % af hammerslagsprisen. Derudover skal der betales et salær på 20 % af hammerslagsprisen. Endeligt skal der beregnes udgifter til transport, hvis man ikke selv vil hente sine nye indkøb.

Det er også muligt, at finde samlinger af vin fra dødsbo mv. på:

dba.dk

qxl.dk

brugt.dk

papkassen.dk

Og mange flere!

Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Nyhedsredaktør lige nu:Mikkel Selin Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik