Weekendens bedste øl

Grilløl. Her er ugens mest spændende øl

Ligeså vel som øl og sommer hænger uløseligt sammen, så er det heller ikke en rigtig grillaften uden øl. Øl matcher perfekt de sødlige, røgede og ristede karameltoner som ofte optræder i grillmad.– Så er der bonusdeltaljen, at når der grilles, fordrer vejret tørstslukkere – og det opfylder øl til fulde. Det er altid muligt at finde en god øl til enhver grillret, husk blot grundreglen – til lyse og lette retter bør der serveres lyse og lette øl, til mørke og kraftige retter bør der serveres mørke og kraftige øl.

 

 

Willemoes BBQ

Pilsner – 4,8 procent

Bryggeriet Vestfyen

50 cl, 10 kroner i Fakta

 

Willemoesserien har mange venner og så er det naturligvis oplagt at lægge navn til en øl i Coops grillølsserie. – Men fordi øl får prædikatet ”grilløl”, så er det nødvendigvis ikke altid en god grilløl. Fx er det ærgerligt at stort set alle andre Willemoesøl vil fungere bedre til grillmad end Willemoes BBQ. – Den vestfynske grilløl har dog fine læskende kvaliteter og både i aroma og smag er der sarte noter af friskbagt flute, frugt og blomster. Fin sommerbællebajer før grillmaden.

 

 

BB Brown Ale

Brown Ale – 6,0 procent

Bryghuset Braunstein

50 cl, 17,95 kroner i Kvickly

 

Grillstegning og maltning af korn har nogenlunde samme effekt, nemlig en Maillardreaktion. – Jo mere du fx rister et brød, jo mere smag får du. – Sådan er det også med maltning, jo højere temperatur, jo mere smag. – BB Brown Ale har mange af de samme Maillard-karakterer, som når kød grilles, og har både i smag og aroma solide noter af brændt malt, chokolade, kaffe og lidt mørk karamel. Derudover spores der en lille snert røg. – Kort sagt en ypperlig grilløl.

 

 

Svaneke BBQ

Wienerøl – 5,5 procent

Svaneke Bryghus

50 cl, 12 kroner i Fakta

 

Svaneke BBQ, som også har en tydelig Maillard-faktor, er en støvet ravfarvet øl med  en flot offwhite skumkrone. Udgangspunktet er mørke lagerøl, som er yderst grillegnede på grund af maltprofilen. Men i Svaneke BBQ har brygmesteren leget lidt med humleprofilen, så noter af frisk hø, lemon og grapefrugt fint supplerer de let sødladne indslag af karamel, som stammer fra malten. Harmonisk distinkt let bitter finale. Fantastisk til spareribs.

 

 

Corona Extra

Pilsner – 4,6 procent

Grupo Modelo (Corona), Mexico

35,5 cl, 15,95 kroner i Kvickly

 

For nogle mennesker er grilløl lig med tørstslukkere. Corona er en hæderlig mexicansk brandslukker, som med garanti smager bedre end det lokale vand. Det er også rigtigt at ingen mennesker kan drikke 5 liter vand på en dag, men mange kan drikke 5 liter øl. – Her har Corona måske sin berettigelse. Den er læskende, men har en yderst spinkel maltprofil og humlen er næsten fraværende, kun en smule blomst spores. – På højde med en ordinær slavepilsner, men tre gange så dyr.

 

Kom til Rom & Whisky festival i Pressen 11 og 12 september. Læs mere her.

Læs også

Seneste i vintest
Seneste Nyt
Mest læste
Seneste i vin
Mest læste i vin