Rom uden cola

I denne uge kaster vi os over den nye bølge af kvalitets rom og tester en række af de bedste rom, man kan finde på markedet.

Er der en spiritus som er på vej frem er det rom. Ikke rom blandet i f.eks. cola men rom som produceres til at nyde på linje med whisky og cognac i den mere eksklusive ende. Vi har i denne uge valgt at sætte fokus på denne trend og teste en række af de rom på markedet som kan nydes uden at skulle blandes.

Rom er en spiritus med en naturlig sødme og fremstilles af melasse eller sukkerrør. Der er et hav af varianter, nogle sødere end andre. Der findes rom der er krydrede mens andre er røget. Nogle er hvide, andre gyldne og endelig findes der helt mørke rom.

Rom produceres mange steder i verdenen men de mest kendte kommer fra Caribien og Latinamerika. Det er især lande som Cuba, Den Dominikanske Republik og Venezuela hvor en række af de mest kendte rom mærker kommer fra. Der er tre forskellige retninger inden for rom. De spansktalende lande producerer añejo rom som ofte er blide og let parfumerede. Rom fra de engelsktalende lande er ofte mørkere og kraftigere i smagen mens de fransktalende lande laver rom udelukkende baseret på sukkerrør, hvilket gør at smagen er en anelse anderledes og rom fra disse lande ofte dyrere. Den hvide rom bruges mest i cocktails mens den mørke oftest drikkes alene.

Udover stjerner er der også i denne test point efter 100 point skalaen.

Ugens tip: Nyd din rom i et mindre tulipan glas. Dette forhold gør, at duften fra rommen samles og kommer ud koncentreret. Duften, som for mange udgør en væsentlig del af oplevelsen ved en romsmagning, bliver herved langt mere intens.



Caraibe Ron Charlotte. Caribien. 4 stjerner.

Rombasen er fra Trinidad, men den er tilført næsten samme mængde Barbados samt lidt Jamaica. Produceret i spansk stil, dvs. lavet på melasse og tilsat sukker. Sødlig duft af især toffee og vanilje. Smag af karamel, kaffe, kokos og vanilje. Meget sød i stilen på kanten til likøragtig. 88 point. Alkoholprocent 42%.

Set hos Vinspecialisten til 350 kr.



Diplomatico Reserva Exclusiva Caraibe Ron Charlotte, Venezuela. 6 stjerner. BEDSTE ROM

En blended rom op til 12 år fra Venezuela. Duft af tropiske frugter, honning og en smag af flødekaramel, fersken og vanilje. Rund og blid med et let sødligt strejf. Lang eftersmag. 93 point. Alkoholprocent 40%.

Set hos Vinoble til 395 kr.



Havana Club Gran Reserva 15 år, Cuba. 5 stjerner.

En af de dyreste rom på markedet og en eksklusiv rom blended af lagrede rom. En elegant duft af kandiserede frugter. Smagen domineres af banan, tørrede blommer og figner, kanel og vanilje. En meget flot og kompleks rom. 94 point. Alkoholprocent 40%.

Nærmeste forhandler oplyses af Pernod Ricard på tlf. 3232 9000 til 1499 kr.



Havana Club 7 år, Cuba. 5 stjerner.

En rom sammensat af udvalgte fade med rom, der alle har lagret i minimum 7 år. Duft af karamel, vanilje og tørrede tropiske frugter. Smag af kokos, fersken, nødder og vanilje. En god begynder rom hvor man får meget for pengene. 89 point. Alkoholprocent 40%.

Nærmeste forhandler oplyses af Pernod Ricard på tlf. 3232 9000 til 219 kr.



Havana Club Sellection de Maestros, Cuba. 5 stjerner.

En nyere Rom fra Havana Club. Et blend af de bedste fade. Ristede nødder og tobak i næsen, en smag af kokos, chokolade, læder, røg og meget lang eftersmag. Man fornemmer den er kraftigere i alkoholen som bider. En rom for den trænede. 91 point. Alkoholprocent 45%.

Nærmeste forhandler oplyses af Pernod Ricard på tlf. 3232 9000 til 599 kr.



Brugal 1888 Reserva, Dominikanske republik. 5 stjerner.

Brugal er den klart mest udbredte rom i den Dominikanske republik. Brugal 1888 var skabt ud fra blandinger af rom i alderen fra 5 til 14 år, der først blev modnet i hvide amerikanske egetræsfade og derefter på spansk egetræsfade. En mild og fed rom med duft af vanilje og honning, smag af nødder, ananas og vanilje. En elegant og blid rom. 91 point. Alkoholprocent 40%.

Set hos Edrington på tlf. 4322 5500 til 420 kr.



Ron Zacapa Gran Reserva 23 år, Guatamala. 6 stjerner.

Rom på juicen fra jomfru sukkerrør. Duft af tørrede figner, tobak og læder. Smag af sherry, ristede nødder og kandiserede frugter. En fed og meget fyldig kompleks rom. Til prisen får man meget for pengene. 92 point. Alkoholprocent 40%.

Set hos Føtex Foods til 399 kr.



La Mauny Rhum 1998, Martinique. 5 stjerner.

Duft af kogte frugter og ingefær. Smag af tørrede tropiske frugter, især fersken, kanel og vanilje. Meget parfumeret med en let sødme. 90 point. Alkoholprocent 40%.

Set hos Holte Vinlager til 549 kr.



Mount Gay Rum Extra Old, Barbados . 5 stjerner.

Mount Gay Extra Old fra Barbados er firmaets luksusrom. Det er et blend af specielt udvalgte romdistillater, der har været lagret på fad fra 12 til 17 år. Duft af vanilje og banan. En fed smag af kokos, vanilje, kaffe og fersken. 90 point. Alkoholprocent 43%.

Set hos Edrington på tlf. 4322 5500 til 366 kr.



Matusalem Rum Gran Reserva, Dominikanske republik. 5 stjerner. BEDSTE KØB

Produktionen af denne rom startede for 130 år siden i Santiago på Cuba. Siden er den blevet kaldt Rommens Cognac og bliver i dag lavet i den Dominikanske Republik, men efter de gamle cubanske metoder. Duft af tørrede tropiske frugter og en tør smag af fersken, nødder, karamel. En rigtig flot Rom i den tørre stil til en god pris. 91 point. Alkoholprocent 40%.

Set hos Skjold Burne på tilbud til 260 kr.



kommentarer
Vis kommentarer
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen