Ugens test

Weekendens bedste vinkøb

En tam uge. Vi har i denne uge testet 19 vine

Stjernerne stod ikke just i kø i ugens vintest. Der var mange ligegyldige vine enten ude af balance eller med manglende intensitet. Enkelte klare dog nåleøjet og bedste køb blev en flot blend fra Sydafrika, mens en syditaliensk vin blev ugens bedste vin.

Kom til Franske vindage 26+27 februar i Pressen i København

Kom til italiensk vinfestival 1+2 april i København

 

 

Spier Private Collection Cabernet Sauvignon 2013, Sydafrika. 4 stjerner.

Intens solbær. En koncentreret og meget fyldig vin med solbær, varme krydderier, tobak og vanilje i smagen. Tørre lidt grønne tanniner. Lang eftersmag. Fire pæne stjerner. 88

Alkoholprocent: 14,5

Set hos Kvickly m.fl. til 399 kr. for seks styk

 

 

Castellani Nero d'Avola Merlot 2013, Italien. 3 stjerner.

En noget spinkel og syrlig vin fra Sicilien. Diskret i næsen med en spinkel og let smag af røde bær, lette krydderier og let fadpræg. Kort og tør i afslutningen og en simpel vin til ikke for kraftig mad. 83

Alkoholprocent: 13

Set hos Skjold Burne på tilbud til 50 kr.

 

 

Sensi Chianti Dalcampo 2014, Italien. 4 stjerner.

Røde bær i duften. Let krydret i smagen med røde kirsebær, tobak, timian og strejf vanilje. Lidt spinkel i afslutningen men ellers en pæn ligefrem chianti. 86

Alkoholprocent: 13

Set hos MENY på tilbud til 60 kr.

 

 

PradoRay Cuvee Premium 2011, Spanien. 4 stjerner.

Tempranillo fra Ribera del Duero. Noget tør i stilen og de 12 mdr. på fad fornemmes tydeligt. I smagen brombær, tobak og lette krydderier. Savner mere koncentration og afslutningen er meget tør. 86

Alkoholprocent: 14,5

Set hos Holte vinlager til 600 kr. for seks styk

 

 

Monteabellon 5 meses 2014, Spanien. 4 stjerner.

Masser af røde bær i duften. I smagen brombær, lakrids og tobak. En saftig ikke specielt koncentreret vin med let tørre toner i afslutningen. 87

Alkoholprocent: 13,5

Set hos domainebrandis.dk på tilbud til 79 kr.

 

 

Mapu Cabernet Sauvignon Carmenere 2014, Chile. 4 stjerner.

Intense bærtoner i duften. I smagen masser af solbær, varme krydderier og strejf vanilje. En simpel, saftig vin med en mellemlang eftersmag. Til prisen bestemt i orden. 86

Alkoholprocent: 13

Set hos Netto til 45 kr.

 

 

El Circo Cabernet Sauvignon 2014, Spanien. 3 stjerner.

Fra Carinena i Aragon provinsen. En meget let og spinkel vin noget støvet i stilen med smag af solbær, varme krydderier og vanilje. Noget tyndbenet med en tør lidt grøn og urtet afslutning. 84

Alkoholprocent: 13

Set hos laudrup.dk til 720 kr. for tolv styk

 

 

Blackbilly Shiraz 2012, Australien. 5 stjerner. GODT KØB

Intense mørke bær i duften. En saftig og meget smagfuld vin med brombær, peber, chokolade og vanilje i smagen. Pæn koncentration og masser af kraftfuldhed. Pænt balanceret med en lang krydret eftersmag. Et godt køb. 89

Alkoholprocent: 14,5

Set hos thewinecompany.dk til 570 kr. for seks styk

 

 

Cesari Bardolino 2013, Italien. 4 stjerner.

Bardolino ligger på østsiden af Gardasøen og er kendt for sine lette vine. Denne er forholdsvis intens i duften mens smagen er mere spinkel med røde kirsebær, violer og lette krydderier. Mellemlang eftersmag. 87

Alkoholprocent: 12

Set hos MENY til 70 kr.

 

 

Viu Manent Gran Reserva Cabernet Sauvignon 2013, Chile. 4 stjerner.

Noget grøn og urtet i duften. I smagen solbær, grøn peber, krydderier og vanilje. Meget chilensk i udtrykket med den varme frugt og støvede krydrede stil. Mellemlang let tør afslutning. 86

Alkoholprocent: 13,5

Set hos philipsonwine.com til 720 kr. for tolv styk

 

 

Spier Private Collection Shiraz/Cinsault/Grenache 2013, Sydafrika. 5 stjerner. UGENS BEDSTE KØB

Lidt diskret i næsen. Koncentreret og meget intens vin i smagen med brombær, varme krydderier, chokolade og vanilje. Velbalanceret og en spændende vin med en lang eftersmag. 89

Alkoholprocent: 14,5

Set hos Kvickly m.fl. til 399 kr. for seks styk

 

 

Ceres Crianza 2013, Spanien. 4 stjerner.

Mørke bær og peber i duften. I smagen brombær, lakrids, krydderier og vanilje. Tørre tanniner og noget vandig i eftersmagen. 2013 var et svært år i Ribera del Duero og det fornemmes. 86

Alkoholprocent: 14

Set hos d-wine.dk til 534 kr. for seks styk

 

 

Domaine le Renard Plan de Dieu 2013, Frankrig. 4 stjerner.

En næsten sort vin, lidt diskret i duften men med masser af intensitet i smagen. Brombær, krydderier, tobak, peber og vanilje. Pæn syre men en smule vandig i afslutningen. 88

Alkoholprocent: 14,5

Set hos propperiet.dk til 715 kr. for seks styk

 

 

Cline Pinot Noir Sonoma 2013, Californien. 4 stjerner.

Modne jordbær i duften. Intens i smagen med kirsebær, jordbær, varme krydderier og vanilje. Let sødme i eftersmagen og meget oversøisk i stilen. Alkoholen dominerer noget men alt i alt en meget ekspressiv vin. 89

Alkoholprocent: 14,5

Set hos Vinoble på tilbud til 139 kr.

 

 

Villa Antinori Chianti Classico Reserva 2012, Italien. 4 stjerner.

Sangiovese med en smule merlot og cabernet sauvignon. Røde bær i duften og den lidt typiske bitre, tørre, let krydrede smag med kirsebær, tobak, krydderier og vanilje i smagen som man ofte finder i Chianti Classico vinene. 2012 er et svært år og det fornemmes især i koncentrationen som er noget spinkel. Tørre tanniner og en mellemlang eftersmag. 88

Alkoholprocent: 13,5

Set hos wine.dk på tilbud til 189 kr.

 

 

Fantini Farnese Edizione 2014, Italien. 5 stjerner. UGENS BEDSTE VIN

En meget koncentreret vin på montepulciano (33%), sangiovese (25%), primitivo (30%), negroamaro (7%) og malvasia Nera (5%). Mørke modne bær i næsen. I smagen krydderier, blommer, lakrids, peber og vanilje. Meget koncentreret og næsen sort. Lang krydret og let sødlig afslutning. 90

Alkoholprocent: 14

Set hos gallovini.dk til 954 kr. for seks styk

 

 

Gran Sasso Chardonnay 2013, Italien. 4 stjerner.

Fra Abruzzo i det centrale Italien. Lidt diskret i duften. En frisk smag af limefrugt, fersken og blomster. Ikke specielt koncentreret med en mellemlang eftersmag. 86

Alkoholprocent: 12

Set hos Vinmonopolet til 420 kr. for seks styk

 

 

Buleria Fino 2014, Italien. 3 stjerner.

En meget fyldig og aromatisk fino sherry. I smagen oliven, mandler, saltvand og æbler. Dog noget vandig i smagen med en mellemlang eftersmag. Fungerer ikke helt. 85

Alkoholprocent: 15

Set hos theis-vin.dk på tilbud til 110 kr.

 

 

Domaine du Mas de la Tour 2013, Frankrig. 4 stjerner.

Fra Costieres de Nimes på syrah og grenache. Let krydret duft, i smagen brombær, peber, timian og strejf vanilje. Ikke voldsom koncentreret, pænt balanceret uden dog at være voldsom kompleks. Men til prisen ganske fornuftig vin.

Alkoholprocent: 13,5

Set hos Skjold Burne på tilbud til 60 kr.

 

Se her en oversigt over de bedste vinkøb i Danmark lige nu.

Thomas Rydberg

Thomas Rydberg er Ekstra Bladets vinanmelder og skribent. Herudover skriver han for en række andre tidsskrifter. Han driver endvidere AltomSpanskVin.dk, de100bedstevine.dk samt holder en række foredrag og smagninger.

Thomas har en diplomuddannelse (WSET) i vin og spiritus fra London samt er pt. ved at tage en Master of Wine. Udover skrivegerningen dømmer han ved en række af de største internationale konkurrencer som Concours Mondial, Mundus Vine, International Wine Challenge, WM i Riesling samt VM i Grenache.Se mere information på thomasrydberg.dk.

Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen