Indlæser...

70-årig er verdens ældste mor

En 70-årig, indisk kvinde kan nu pryde sig med titlen som verdens ældste mor. Hun og hendes 77-årige mand er blevet forældre til tvillinger

12:21, 04. jul 2008 | Thea Pedersen

Annonce

En 70-årig kvinde har født tvillinger. Det gør hende til verdens ældste mor.
(Foto: Polfoto)
En 70-årig kvinde har født tvillinger. Det gør hende til verdens ældste mor. (Foto: Polfoto)

Annonce

Annonce

En ny kvinde har sat rekord som verdens ældste mor. Den 70-årige Omkari Panwar - bosiddende i byen Muzaffarnagar nord for New Delhi, Indien - fødte fredag tvillinger. En længe ventet begivenhed for den pensionerede kvinde, der er gift med en pensioneret bonde, 77-årige Charan Singh Panwar.

- Endelig fik vi en søn og en arving. Vi bad til gud, til helgener og besøgte religiøse steder for at bede om en arving, fortæller faderen Charan Singh Panwar.

Tilsammen har de i forvejen to voksne døtre og fire børnebørn, men da der ikke var nogen mandlige arvinger, har parret forsøgt sig endnu engang. Den 70-årige Panwar måtte dog gennemgå fertilitetsbehandlinger for, at graviditeten skulle lykkes. En bekostelig affære, der tvang far-Panwar til at sælge sine okser, pantsætte sin jord og bruge hele sin livsopsparing og optage yderligere lån for at kunne betale.

- Vi har ikke overladt noget til tilfældighederne, og gud har belønnet os. Hendes behandling har kostet mig en formue, men min søns fødsel har været det hele værd. Nu kan jeg dø som en lykkelig mand og en stolt far, siger den 77-årige.

Tvillingerne blev født en måned for tidligt og vejede knap et kilo hver, da de blev født. Men deres tilstand er stabil og ifølge lægerne forventes de at overleve.

- Jeg blev chokeret, da den gamle kone fortalte mig, at hun var gravid. Jeg har været læge i tyve år, og jeg har aldrig oplevet et tilsvarende tilfælde, fortæller gynækolog Nisha Malik om fødslen.

Rekorden som verdens ældste mor er tidligere blevet tildelt den romanske Adriana Iliescu, som i 2005 fødte en datter - 66 år gammel.

Annonce