En zoologisk have i Indonesien har et værre hyr med orangutangen Tori, som
nægter at kvitte smøgerne!
Aben elsker at ryge og er på ingen måde kræsen, hvad angår cigaret-mærker og tobak. Så længe der altså bare er ild i den ene ende af smøgen.
Den zoologiske have har gjort alt for at forhindre Tori i at ryge, men intet er lykkedes indtil nu. Så nu overvejer ledelsen i den zoologiske have at sende Tori og hendes kæreste Didik ud på en øde ø, hvor der er langt til tobak og ild.
Har lært det af publikum
Daniek Hendarto, der er talsmand for Center for Orangutan Protection,
fortæller at aben har lært at ryge ved at studere uvanen hos publikum.
Gæsterne i den zoologiske have synes, at det er hyle morsomt at se det
langarmede dyr slænge sig i trækronerne med en cigaret i kæften. Så de
smider hele tiden tændte smøger ind til Tori, der pulser løs efter bedste
evne.
Kæresten slukker smøgerne
Både dyrepasserne og kæresten Didik har forsøgt at bremse rygeriet.
- Dyrepasserne har adskillige gange bedt publikum om at lade være med at kaste cigaretterne ind til Tori. Men det fortsætter og dyrepasserne kan jo ikke være der hele tiden, siger Daniek Hendarto.
Didik er endnu mere handlekraftig end dyrepasserne. Han farer rundt og forsøger at trampe de brændende cigaretter ud, før Tori når at få fat på dem.
