Denne uges afsløring af, at Nordkoreas buttede diktator Kim Jong-un er gift
med en endog særdeles nydelig ung kvinde, har øget interessen for, hvad
lederen af det lukkede land i Østasien går og foretager sig. Og billeder af
den smilende ungersvend og hans kønne frue vælter ind over de internationale
billedbureauer, uanset om de har besøgt forlystelsesparker, børnehaver,
storslåede sceneshows eller 'Den Store Leder' Kim Il-sungs mausolæum.
Læs: Se også: Nordkoreas førstedame har star quality
Spekulationerne om, hvad det egentlig er, der foregår - om Kim Jong-un har
tænkt sig at gøre Nordkorea til 'kommunisme med et menneskeligt ansigt',
eller om der er tale om en ung playboy, som har fået et helt land som
legetøj i arv efter far og farfar - det optager seriøse forskere og
iagttagere verden over. Udskiftninger i hærledelsen indgår også i det
puslespil af informationer, som nærstuderes.
Læs: Se også: Hvem er den mystiske mand i Nordkorea?
Flødefjæs eller moden familiefar
At den helt usædvanlige åbenhed om arve-diktatorens privatliv kan være en del
af en strategi om at få flødefjæset til at fremstå som en moden mand med
kone, 23-årige Ri Sol-ju, og - efter sigende - en lille datter, er en
nærliggende tanke. Men det kan også være, at den unge mand, som angiveligt
gik i skole i Schweiz under dække af at være søn af en diplomat, simpelt hen
ikke gider den formelle stivhed, som de to tidligere diktatorer i familien,
Kim Il-sung og Kim Jong-il, udviste.
Læs: Se også: Nordkoreansk førstedame er tidligere sanger
Hvor gammel Kim Jong-un er, vides ikke med sikkerhed. Han har angiveligt fødselsdag 8. januar og er født enten i 1983 eller 1984. Men i de officielle annaler vil man gerne have, at han står som født i 1982. Fordi hans fødselsår så vil have samme endetal som farfar Kim Il-sungs. Og den slags betyder skam meget!
Hånd i hånd med forskellige
Under alle omstændigheder er det noget helt nyt for nordkoreanerne at se
deres leder gå smilende rundt hånd i hånd med en moderne klædt kvinde. Ingen
minde snogensinde at have set Kim Il-sung eller Kim Jong-il med konerne.
Ved en af de begivenheder, hvor de officielle fotografer deltog, var der også et andet 'håndtryk' end det, det unge ægtepar udvekslede. Ved et besøg i en forlystelsespark på øen Rungna i Nordkoreas hovedstad Pyongyang gav Kim Jong-un hånd til en kæmpeblæksprutte, som er en del af udstillingen.
Om sprutten er udstoppet eller kunstig, melder historien ikke noget om. Men Ri Sol-ju skulle være rigtig nok.
