Det engelske politi efterlyser nu en ung mand, som har taget en solid bid af
et bussæde, mens han var ude at køre i bussen.
Manden sad i bus nummer 12 og var på vej til Torquay i Sydengland, da han pludselig satte tænderne i lædersædet. Om han var sulten eller blot kedede sig, forlyder der intet om.
Men den bidelystne ungersvend blev fotograferet af et kamera i bussen. Nu bliver han officielt efterlyst med fotoet, skriver UPI.
Efter at have bidt i sædet, pillede han i hullet med en finger for at lave yderligere skader, lyder det fra det lokale politi.
Skaderne beløber sig til 2.000 kroner. Hertil kommer udgifterne til at holde de engelske politifolk med løn i den åbenbart stort anlagte menneskejagt.
