Selv om hvalhajen er verdens største fisk, fangede den slet ikke disse
turisters opmærksomhed, mens den stille og roligt gled af sted under deres
ti meter lange yacht. De havde i stedet travlt med at kigge på fotografen i
en nærliggende båd, der fangede dette enestående møde mellem hvalhajen og
mennesker ud for den mexicanske ø Mujeres.
Her har vandet den rette temperatur for hvalhajen, og mellem juni og september findes der mellem 300 og 400 eksemplarer i området. Noget der får masser af turister til at ( h) valfarte til området.
Hvalhajen er ganske harmløs for mennesker, selv om den kan blive omkring 18 meter lang og veje 13 ton. Den lever af plankton og små krebsdyr, som den fanger ved at åbne sit kæmpe gab.
Når den er fuldt udvokset, kan den føde et kuld på mellem 100 og 200 unger.
Den er også populær blandt dykkere, da den kun opnår en fart på tre km/t. Desværre driver fiskere rovdrift på det fredelige havdyr, hvis kød betragtes som en delikatesse.
