I dansk journalistik opererer man til tider med begrebet 'dagens glade nyhed'.
Mange læsere, lyttere og seere synes nok, at det sker for sjældent - at
aviser, radio og tv er fyldt med skandaler, ulykker og skidtsnak.
Men se så til Kina! Dér kan de se de lyse sider af tilværelsen.
10 millioner og kærlighed
Nyhedssitet danwei.com fortæller således om en forsideartikel i avisen
Changjiang Daily i Wuhan, hovedstaden i provinsen Hubei. Wuhan er en by
fyldt med kærlighed, skriver danwei - og det er ikke så dårligt, al den
stund der er lidt over 10 millioner indbyggere.
Men tilbage til forsiden af avisen. Her er en lille fotoreportage i fire billeder, som viser, hvordan en uheldig cyklist får hjælp fra forbipasserende på gaden.
Den slags burde være en hverdagbegivenhed, men i Kina er det slet ikke sikkert, at det går sådan, skriver danwei.
I jorden i et sprøjt af blod
Der skete dette: En midaldrende mand vælter med cyklen, slår ansigtet i jorden
med et sprøjt af blod. Tilfældigvis er en journalist og en fotograf i
nærheden, og derfor er følgende dokumenteret:
En ung mand knæler ned ved den uheldige cyklist og spørger, om han er blevet ramt af en bil, inden han ringer efter en ambulance. Den kvæstede cyklist svarer ikke. Den unge mand hjælper ham ind til vejsiden og får ham lagt ned.
En medarbejder fra et nærliggende apotek og en person med kendskab til førstehjælp er nu kommet til, undersøger mandens cykel og kan se, at der ikke er tegn på noget sammenstød.
Ambulancen kommer ikke
Efter 20 minutter er der stadig ikke kommet nogen ambulance. En ung mand med
solbriller (!) tager den tilskadekomnes telefon og får fat i nogle af hans
pårørende. Ti minutter senere kommer ambulancen omsider. Hele vejen igennem
har den kvæstede ikke sagt noget. En læge konstaterer på stedet, at han har
fået kødsår i ansigtet.
Efter at den tilskadekomne er kørt sikkert på hospitalet, står omkring 30 mennesker tilbage og taler med journalisten.
Lige ud af H. C. Andersen
Nogle af dem siger, at hvis en person falder om på gaden et andet sted end i
Kina, vil ingen turde hjælpe, men her er Wuhan i sandhed noget andet!
Sandelig, bliver de enige om: Wuhan er en by, hvor der er kærlighed!
Og, som kinesiske børns yndlingsdigter, H.C. Andersen, skrev: Det stod altsammen i avisen!!!
Undtagen forklaringen på, at det skulle vare mere end en halv time for ambulancen at nå frem...
