På vej til en pub i Chorley, Lancashire, blev den 61-årige blinde Colin Farmer
skud ned bagfra af en politimand, bevæbnet med en stun gun, en Taser som
sendte 50.000 volt ind i kroppen på Farmer. Betjenten forvekslede Farmers
hvide blindestok med et samuraisværd.
Politiet havde fået en anmeldelse om, at der løb en mand rundt i kvarteret bevæbnet med et våben.
Bør fyres og spærres inde
- Jeg kunne være blevet dræbt. Den ansvarlige politimand bør fyres, anklages
og spærres inde. Jeg var ude for et mareridt, siger Colin Farmer til avisen
The Independent.
Colin Farmer har tidligere haft to slagtilfælde, så han troede, at han var på vej til at få det tredje, da han faldt om efter det elektriske stød. Selv om politiet på det tidspunkt burde have erkendt forskellen på et samuraisværd og en blindestok, blev Farmer håndfast lagt i håndjern.
Bevæger sig i sneglefart
Politimanden havde fået øje på Farmer, da han på karakteristisk vis afsøgte
sin vej ved at vifte med blindestokken. Han råbte forgæves stop og affyrede
derefter Taseren uden yderligere advarsler.
Colin Farmer har nu klaget. Han er tidligere direktør, far til fem børn og endnu flere børnebørn. Det er uklart, hvorfor politiet valgte at skyde ham ned. Han bevæger sig normalt i sneglefart, så han lignede ikke en bevæbnet mand på flugt.
