Republikaneren Paul Broun blev valgt til kongressen ved valget tirsdag.
Han fik 16.980 stemmer i hjembyen.
Men det var heller ikke så svært for ham at blive valgt. Der var ingen modkandidat.
Og dog.
Charles Darwin fik cirka 4.000 stemmer.
Uanset at den afdøde videnskabsmand af gode grunde slet ikke var opstillet.
Men mange vælgere i Athens-Clarke i delstaten Georgia ville gerne protestere mod Broun, der altså fik under fem gange så mange som den for længst afdøde videnskabsmand i hjembyen - Broun fik dog i alt 209.917 stemmer.
I en tale den 27. september havde republikaneren tordnet mod evolutions-teorien og Big Bang, som han kaldte en 'løgn lige fra helvedes dyb'.
Broun fik en ny periode i Repræsentanternes Hus, hvor han er medlem af komiteen for videnskab (!), rumfart og teknologi. Han er uddannet læge.
