10-årig trafik-dræbt: Her er de søde breve til Niels

Stort blomsterhav og mange personlige breve på stedet, hvor skoledreng i fredags blev dødeligt kvæstet i Esbjerg

Se de rørende afskedsbreve i indslaget her. Video: Claus Bonnerup

- Du var en rigtig god ven. Jeg vil savne dig, og jeg håber, du har fået det godt igen.

- Kære Niels, jeg er ked af du ikke er her mere. Du var altid glad og sjov.

Store klodsede bogstaver på mange A4-ark midt i et hav af blomsterbuketter, tøjdyr og stearinlys.

Alle med samme budskab - sorgen og savnet af den 10-årige skoledreng Niels, som i fredags blev dræbt i en tragisk ulykke på vej fra skole midt i en fodgængerovergang på Spangsbjerg Kirkevej mindre end 200 meter fra den omkomnes hjem.

 

Tragedien har sat hele bydelen i sorg over tabet af en lille skoledreng, der befandt sig det forkerte sted på den forkerte dag.

Ramt af bakkende ladbil
Ved ulykken blev Niels på en eller anden måde ramt af en mindre lastbil, der med front mod færdselsretningen var i færd med at blive læsset med vejmateriel fra anlæggelsen af en ny cykelsti.

I den forbindelse var ladvognen begyndt at bakke langs cykelstien og gennem fodgængerovergangen.

Trukket ind under køretøjet
I et kapløb med døden blev han med politieskorte kørt til en lægehelikopter i nærheden, hvorfra han blev fløjet til traumecentret på Odense Universitetshospital. Her udåndede den 10-årige lørdag præcist et døgn efter påkørslen.

Det sorteste uheld
Søndag stimlede snesevis af beboere i området ved Stormgade/Spangsbjerg Kirkevej stadig sammen på ulykkesstedet. De fleste fældede en tåre og lagde en blomst eller tændte et lys for Niels.

- Det var det sorteste uheld. Det kunne være sket for alle, sagde ung mor med to sønner til Ekstra Bladet.

- Niels var den skønneste dreng at have besøg af. En rigtig god kammerat, lød det fra kvinden, som ikke ville citeres med navn.

En anden mor, Louise, der er ven af den dræbtes familie, pegede på fodgængerfeltet få meter fra blomsterhavet.

- Lige dér skete det, der ikke burde kunne ske. En tragedie uden sidestykke. Hvor er det forfærdeligt, sagde hun og krammede sine egne to børn en ekstra gang.

- Vore hjerter er revet ud
Ekstra Bladet talte i går kort med Niels' forældre på ulykkesstedet. De afslog venligt, men bestemt at tale med pressen.

- Vi magter det ikke, sagde faderen.

Søndag morgen talte han dog kort med JyskeVestkysten på ulykkestedet:

- Det er, som om noget har rakt ind og revet vores hjerter ud. Jeg ved ikke, hvordan det skal gå videre. På en måde har vi jo ikke forstået det endnu. Jeg venter hele tiden at se ham komme glad rundt om hjørnet, sagde faderen.

Stor personlighed
Den dræbte Niels var kendt for sin musikalitet. Han sang i familiens lille hyggeorkester og han var medlem af kirkekoret ved Treenighedens Kirke i Esbjerg.

 Her mindes korleder Lone Gislinge den afdøde som en meget smilende dreng med en stor personlighed.

 - Han vil blive meget savnet, siger hun.

På tirsdag samles koret med en af kirkens præster.

– Vi vil tænde lys, tale sammen om det, der er sket, og synge for Niels, siger hun.

Se de rørende afskedsbreve i indslaget foroven

1 af 2 Her ved Netto på Spangsbjerg Kirkevej i Esbjerg vokser et hav af blomster og personlige hilsener efter tragedien i fredags, der kostede 10-årige Niels livet. (Foto: Claus Bonnerup)
2 af 2 Mange kammerater har lagt breve til Niels på ulykkesstedet. (Foto: Claus Bonnerup)

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere