10-årige Freja fik amputeret sin arm: Nu kræver familien millioner fra bådfirma

Rederiet bag Netto-Bådene i København blev torsdag idømt 50.000 kroner i bøde for at have brudt søsikkerheds-loven, da 10-årig pige fik knust sin arm under kanalrundfart

Freja Daugaard har nu fået rettens ord for, at det ikke var hendes egen skyld, at hun nu har fået amputeret sin arm. (Privatfoto)
Freja Daugaard har nu fået rettens ord for, at det ikke var hendes egen skyld, at hun nu har fået amputeret sin arm. (Privatfoto)

Rederiet bag Netto-Bådene i København skal betale 50.000 kroner i bøde for at have brudt loven om sikkerhed til søs.

Det er torsdag blevet besluttet i Københavns Byret, hvor rederiets indehaver, direktør Finn Olsen, repræsenterede firmaet og sad på anklagebænken.

Dommeren vurderede, at det var rederiet, der uagtsomt var skyld i, at 10-årige Freja Daugaard 27. august 2014 kom så alvorligt til skade med sin underarm, at den senere måtte amputeres lige under albuen.

Finn Olsen bad om betænkningstid på 14 dage med henblik på, om han vil anke dommen.

Se også: Derfor mistede Freja sin arm på kanalrundfart: Rederi tiltalt for sjusk

Dommen får nu pigens forældre til at rejse et krav om erstatning til pigen på 'ikke under tre millioner kroner', oplyste pigens bistandsadvokat Christiano Rossi i retten.

- Vi har fremsendt stævning med bilag og afventer lige nu et svarskrift fra rederiet, sagde Christiano Rossi.

Fik amputeret sin arm
Ifølge Københavns Byret er det bevist, at rederiet bag Netto-Bådene burde have taget højde for, at en ulykke, som den Freja Daugaard blev udsat for, kunne ske, når firmaets 11 både anløber eller sejler fra eksempelvis Langelinie og Den Lille Havfrue.

Her havde Freja Daugaard siddet i det bageste sæde til højre i båden, hvor hun havde haft sin arm ude over lønningen, da båden skulle forlade anløbspladsen ved Den Lille Havfrue. Både hende og hendes 15-årige storesøster samt hendes far og fætter havde haft deres opmærksomhed et andet sted, da båden vendte rundt ved pladsen, og den bagerste del af båden ramte anløbspladsen, så armen kom i klemme mellem den og skansebeklædningen.

Fætteren vidnede i øvrigt i retten, hvor Freja Daugaards forældre ikke deltog.

- Jeg så, at hun sad og slappede helt af med armen ude over siden på båden. Og mens vi kiggede efter noget andet, og båden vendte rundt, så jeg pludselig, at vi meget hurtigt nærmede os siden. Jeg forsøgte at nå at hive hendes arm op, før skibet klappede ind i kajen, men nåede det desværre ikke, og Freja skriger og giver et forfærdeligt støn, sagde fætteren i retten.

Freja Daugaards arm kom så alvorligt i klemme, at hun knuste begge knogler i underarmen, mens albueleddet brækkede. Freja Daugaard mistede pulsen i underarmen, og det er ifølge lægejournalen årsag til, at hun senere måtte have amputeret den nederste del af armen.

Københavns Byret vurderer, at det er rederiet, der bør sikre, at passagererne på forhånd advares enten over højttalerne eller ved, at der er piktogrammer, som advarer mod den risiko. Samtidig er det personalet om bord på båden, der bør sørge for at tjekke, om nogen passagerer ikke er opmærksomme. Men det var ifølge havarirapporten ikke sket.

Freja Daugaard er hvert år i Danmark med sin familie. Hun bor ellers i Italien. Når hun er i Danmark har hun altid taget en tur med kanalbådene i Københavns Havn, indtil det gik galt. (Privatfoto)
Freja Daugaard er hvert år i Danmark med sin familie. Hun bor ellers i Italien. Når hun er i Danmark har hun altid taget en tur med kanalbådene i Københavns Havn, indtil det gik galt. (Privatfoto)
 

Kun få ulykker
Finn Olsen dokumenterede i retten, at han altid har overholdt Søfartsstyrelsens regler til punkt og prikke, ligesom hans udstyr var i orden og godkendt af myndighederne. Derudover fortalte han, at han siden 1991 kun har haft en enkelt situation tidligere, hvor en passager var kommet til skade. Og det i langt mindre grad end tilfældet med Freja Daugaard. Han hævdede samtidig, at han i løbet af de sidste 10 år har haft ansvaret for at sejle mellem 4 og 5 millioner passagerer rundt i Københavns Havn, uden at han har fået nogen anmærkninger om problemer med sikkerheden.

Samtidig fortalte han, at det var almindelig praksis i andre firmaer, der laver kanalrundfart, ikke at have en særlig afskærmning, der forhindrer, at passagerer kan få deres arme i klemme. Og at det først var efter ulykken med Freja Daugaard, at Søfartsstyrelsen stillede krav om afskærmning, så han nu har sat sikkerhedsvinduer op i sine både.

- Der har været tale om en norm, som end ikke Søfartsstyrelsen før uheldet fandt anledning til at påpege. Derfor mener jeg ikke, at min klient har kunnet handle uagtsomt. Det kræver, at man har overtrådt et konkret forhold i en bekendtgørelse og ikke et mere generelt punkt i søsikkerhedsloven om ansvar, hævdede forsvarer Niels Jørn Friborg.

Det var her, at Freja fik sin arm i klemme. Hendes far har selv været rundt for at tage billeder til brug for rettens behandling af sagen. (Privatfoto)
Det var her, at Freja fik sin arm i klemme. Hendes far har selv været rundt for at tage billeder til brug for rettens behandling af sagen. (Privatfoto)

Ventetiden kan have kostet Frejas hånd

Freja Daugaard måtte tage en taxa på hospitalet i stedet for en ambulance. Den, der ringede 112 underdrev alvoren af den ulykke, hun havde været udsat for, derfor var der lang ventetid på en ambulance.

Med en ambulance var hun sandsynligvis blevet kørt direkte på Rigshospitalet, men i stedet kom hun først forbi Amager Hospital.

Resultatet blev, at der gik næsten fire timer fra ulykken skete, til lægerne foretog den operation, som skulle forsøge at åbne den smadrede blodforsyning til hendes hånd.

Det er langt fra sikkert, at Freja Daugaards hånd kunne være reddet, men tiden kan have spillet en rolle.

- Hvis der bliver lukket for blodforsyningen til en hånd, så vil muskelcellerne efter to timer begynde at dø og efter seks timer vil de alle være døde, forklarer Finn Warburg, der er overlæge på ortopædkirurgisk afdeling, traumesektionen på Rigshospitalet.

Han understreger, at han ikke udtaler sig om den konkrete sag.

- Så fristen for hvornår sådan noget skal repareres er mellem to og seks timer. Derefter er det dødt kød, og der er ikke noget man kan gøre for at vække det til live, siger Finn Warburg.

Syn fritager ikke for ansvar
Anklager Bettina Wøldike var uenig.

- Ethvert skib skal drives, så menneskeliv sikres på en fuldt betryggende måde og til det formål, det er bestemt for. At skibet er synet og godkendt af myndighederne fritager ikke for det ansvar, mente hun.

Og det gav dommeren altså anklageren ret i.

De 50.000 kroner er det maksimale beløb, der kan gives i bøde i den konkrete sag. Og det er altså det offentliges straf til Netto-Bådene. Familien Daugaards senere erstatningskrav er en privat sag mellem parterne.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere