10 måneder efter tragedie i lejlighed: Nu er 14-årig pige også død

Mor til 14-årig pige blev sidste år idømt to års fængsel for at efterlade datter og dennes kæreste hjælpeløse efter en sammenkomst i moderens lejlighed

En blomst ved lejligheden på Østerbro efter en 14-årig dreng døde. Nu er hans kæreste også død. Foto: Olivia Loftlund
En blomst ved lejligheden på Østerbro efter en 14-årig dreng døde. Nu er hans kæreste også død. Foto: Olivia Loftlund

En 14-årig pige, som har ligget svært hjerneskadet siden en tragedie, der udspillede sig i marts sidste år i en lejlighed på Østerbro i København, er nu død.

Det bekræfter pigens far, Nikolaj Halle, overfor Ekstra Bladet.

Pigen døde natten til i dag på Vejlefjord Rehabilitering.

Den 14-årige piges mor blev i oktober dømt til to års fængsel for at have efterladt datteren og dennes jævnaldrende kæreste i hjælpeløs tilstand efter, at de to under en sammenkomst med andre unge i lejligheden havde indtaget blandt andet receptpligtig medicin.

Drengen mistede bevidstheden og lå først i lejligheden i timevis, før han blev båret ud på gaden. Han blev erklæret død om natten. Dødsårsagen var indre blødninger.

Pigen blev fundet livløs i lejligheden. Det viste sig efterfølgende, at hendes hjerne havde taget alvorlig skade.

Faderen Nikolaj Halle har ikke forældremyndigheden over datteren, men blev ringet op i aftes om, at han skulle komme til Vejlefjord Rehabilitering.

- Jeg var hos hende i ti minutter. Det var jeg glad for, og jeg er glad for, at hun har fået fred. Hendes situation var uholdbar, siger han til Ekstra Bladet om datteren.

Unge vidnede

Da sagen kørte ved retten i efteråret, var flere unge inde og vidne om, hvad der skete i lejligheden på Østerbro. Her beskrev de, at der blev røget hash og indtaget forskellige stoffer og medikamenter blandt andet metadon.

På et tidspunkt om aftenen var politiet i lejligheden for at hente en dreng, hvis forældre var bekymrede for ham.

Da lå pigens kæreste, en 14-årig dreng ude af syne på badeværelsets-gulvet. Først flere timer senere blev han båret ud af lejligheden, og der kom ambulance til.

Gav hjertemassage

Da politiet i den forbindelse kom til og kom ind i lejligheden, lå pigen livløs i en seng. En betjent ydede hjertemassage i cirka 25 minutter for at redde hendes liv.

- Der var ingen vejrtrækning, hun er ikke i live længere, så jeg river dynen af hende, tager hende ned på gulvet og begynder at give hjertemassage, lød det blandt andet fra betjenten, der vidnede i retten.

Den 41-årige mor sagde før dommen faldt i Københavns Byret.

– Jeg er frygtelig ked af det, der er sket. Jeg ville ønske, jeg havde handlet anderledes.

Hun accepterede dommen på de to års fængsel.

Krimi 14-årigs uhyggelige død: Her er hans sidste timer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere