Ubådssagen

10 ting du skal vide om 'Ubådssagen'

I dag klokken 09.30 begynder retssagen mod den danske ubådsbygger Peter Madsen, der er tiltalt for at have slået den svenske journalist Kim Wall ihjel. Vi har samlet de vigtigste pointer fra sagen

Foto: Ritzau Scanpix
Foto: Ritzau Scanpix

Tiltalen

Peter Madsen er tiltalt for at have dræbt den svenske journalist Kim Wall 10. eller 11. august 2017 om bord på ubåden UC3 Nautilus. Han er ligeledes tiltalt for usømmelig omgang med lig og andet seksuelt forhold end samleje af særlig farlig karakter mod den kvindelige svenske journalist Kim Wall. Derudover er han tiltalt for to grove overtrædelser af lov om sikkerhed til søs. Peter Madsen nægter sig skyldig i drab og andet seksuelt forhold end samleje af særlig farlig karakter, men erkender partering.

Den anklagede

47-årige Peter Langkjær Madsen er en dansk autodidakt opfinder, der har bygget både raketter og ubåde. Han har påbegyndt ingeniør-studiet og taget forskellige svejsekurser, men aldrig færdiggjort en egentlig uddannelse. Efter en større eftersøgning bliver han fredag formiddag 11. august 2017 set springe i vandet fra sin ubåd. Han bliver samlet op i Køge Bugt af private sejlere i en motorbåd. Senere samme dag bliver han anholdt og sigtet for drab.

Foto: Lars Wismann
Foto: Lars Wismann

Ofret

Kim Wall var en prisvindende journalist, der havde arbejdet for mange store internationale medier. Blandt andet britiske The Guardian og amerikanske New York Times. Den 30-årige svenske freelancejournalist Kim Wall er på arbejde for at lave en reportage, da hun 10. august 2017 går om bord på Peter Madsens ubåd UC3 Nautilus. Hun bliver sidste gang set i live i tårnet på ubåden sammen med Peter Madsen, da de 10. august 2017 stævner ud fra Københavns Havn ved 19-tiden. Kim Walls torso bliver godt en uge efter fundet i vandkanten på Amager, mens de øvrige dele bliver fundet på havets bund i Køge Bugt mere end to måneder efter.

Retssagen

Torsdag 8. marts klokken 09.30 begynder retssagen mod Peter Madsen. Der er afsat 12 retsdage til sagen og det forventes, at der bliver afsagt dom 25. april. Terroristen Omar el-Husseins venner, voldtægtsforbryderen Henrik Andersen og tv-clairvoyanten Graham Bishop har alle fået deres dom i retssal 60 i Københavns Byret.

Og det bliver på samme stole og samme omgivelser, at en af Danmarkshistoriens mest spektakulære drabssager udspiller sig. 

Foto: Jakob Jørgensen
Foto: Jakob Jørgensen

Grafik: Mikkel Lund

Ubåden

UC3 Nautilus er en privatbygget ubåd, der blev søsat 3. maj 2008. Ubåden er den tredje, som Peter Madsen har bygget. Ubåden blev sænket 11. august 2 sømil syd for Amager og efterfølgende bjærget, da den var af interesse for efterforskningen.

Anklageren

I 16 år har Jakob Buch-Jepsen været anklager, og hans skrivebord er lige nu placeret hos Advokatur for Personfarlig Kriminalitet i Københavns Politihvor han arbejder som specialanklager og souschef. Mens det er Peter Madsens forsvarsadvokats første drabssag, så bliver det Jakob Buch-Jepsens sidste hos anklagemyndigheden. Han har fået job på et kontor, der blandt andet beskæftiger sig med disciplinærsager og straffesager og har klienter såsom Politiforbundet, militære organisationer og Læreforbundet.

Foto: Stine Tisvilde/Ritzau Scanpix
Foto: Stine Tisvilde/Ritzau Scanpix

Forsvareren

Når Betina Hald Engmark træder ind i Københavns Byret på torsdag, så bliver det hendes første drabssag som forsvarsadvokat. For to år siden stod den 44-årige kvinde og mor til to nemlig på anklagemyndighedens side.

Hun har gennem mange år været ansvarlig for økonomisk kriminalitet i Nordsjællands Politi.

Foto: Stine Tisvilde/Ritzau Scanpix
Foto: Stine Tisvilde/Ritzau Scanpix

Vidnerne

200 mennesker er blevet afhørt, og omkring 37 personer skal afgive forklaring i løbet af de tolv retsdage, der er sat af til ubådssagen, men allerede nu er det muligt at sandsynliggøre nogle af de vidner, der bliver ført.

En af dem er Peter Madsens elskerinde gennem mange år, Deirdre King, der selv har fortalt, at hun er indkaldt. Hun har tidligere fortalt, at hun har haft sex med Peter Madsen om bord på ubåden og at han godt kan lide kvinder i høje hæle og rød læbestift og rollespil, men at hun ikke har oplevet ham som sadistisk.

Foto: Kenneth Meyer/Ritzau Scanpix
Foto: Kenneth Meyer/Ritzau Scanpix

Beviserne

  • Ubåden Nautilus
  • Kim Walls parterede lig
  • Kim Walls tøj
  • Kniv, som blev fundet i posen med Kim Walls tøj
  • Jernrør som blev brugt til at tynge Kim Walls ligdele ned med
  • Peter Madsens harddisk
  • Sav

Foto: Mogens Flindt
Foto: Mogens Flindt

Fængslet

Hvis Peter Madsen bliver kendt skyldig, og domsmandsretten følger anklagemyndigheden strafpåstand om livstid, subsidiært forvaring, så kommer han efter al sandsynlighed til at afsone i Anstalten ved Herstedvester.

Foto: Anthon Unger/ Ritzau Scanpix
Foto: Anthon Unger/ Ritzau Scanpix