11 personer drukner i forsøg på et redde barn

Da en lille dreng fredag kom i problemer, hoppede ti voksne i bølgerne for at redde ham. Alle meldes nu døde

11 personer mistede fredag livet i en drukneulykke ud for Egyptens nordlige kyst.

Det oplyser lokale myndigheder ifølge det britiske medie The Telegraph.

Ulykken udspillede sig ved Palm Beach i middelhavsbyen Alexandria, hvor en gruppe mennesker tog på stranden tidligt fredag morgen.

Strandene i Egypten er egentlig lukket for badegæster på grund af udbruddet af coronavirus, og er derfor er der ikke livreddere på strandene.

Da en lille dreng i gruppen kom i problemer under en badetur, hoppede en af de voksne mænd i bølgerne for at redde ham.

Havstrømmen var dog også for stærk for den voksne mand, der selv kom i problemer i bølgerne.

Yderligere ni personer fra selskabet forsøgte at komme de nødstedte til undsætning. Alle bekræftes nu døde.

Det oplyser Alexandrias turistadministration ifølge The Telegraph.

Det er fortsat uvist, hvorvidt de 11 personer var i familie med hinanden.

Umiddelbart efter ulykken lykkedes det redningsmandskab at bjærge seks lig. Eftersøgningsarbejdet fortsatte efter de resterende.

Strandene omkring Alexandria er normalt populære turistmål om sommeren.

Gruppen var tilsyneladende taget tidligt på stranden for at undgå politiet, der patruljerer strandene under coronaepidemien.

Palm Beach, hvor ulykken fandt sted, har længe været berygtet for sine stærke havstrømme, der ofte giver problemer for badegæster.

Hvert år koster stærk strøm, store bølger og klippekysten badegæster livet.

Flere medlemmer af det egyptiske parlament har gentagne gange appelleret til, at man lukker stranden for offentligheden.