11 søfolk på Mærsk-chartret skib holdes som gidsler

11 søfolk på et skib chartret af Maersk Line bliver holdt som gidsler i Nigeria. Det skriver Shippingwatch.

11 søfolk på skib chartret af Maersk Line holdt som gidsler i Nigeria. Det skriver Shippingwatch.

Der er tale om skibet Pomerenia Sky, der er ejet af Peter Döhle Shiffarts og drevet af selskabet Midocean.

- Vi kan bekræfte, at det chartrede skib Pomerenia Sky, som bliver drevet og opereret af selskabet Midocean Limited, er blevet angrebet på vej til Onne, Nigeria den 27. oktober 2018.

- Efter angrebet blev ni søfolk fundet i god behold, men desværre savnes 11 besætningsmedlemmer stadig, skriver Maersk Line til Shippingwatch.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters er otte af de tilfangetagne søfolk polakker.

- Vores første prioritet er at sikre en hurtig frigivelse af de 11 søfolk, der blev taget, og vi arbejder tæt sammen med vores partnere og lokale myndigheder for at opnå det.

- Familie til de ansatte bliver løbende informeret om situationen, skriver Midocean ifølge Reuters i en officiel udtalelse.

Shippingwatch citerer et tysk specialmedie for, at otte af de tilfangetagne skulle være polakker, to filippinere og en enkelt fra Ukraine.

Pirateri og kidnapninger ud for den vestafrikanske kyst har længe været et stort problem. Mens pirateri de sidste år er mindsket, så begyndte antallet af gidseltagninger at stige i 2016.

International Maritime Bureau udgiver en årlig rapport om pirateri.

Rapporten for 2016 - der blev udgivet i 2017 - kunne notere, at antallet af piratangreb på verdensplan faldt til 191 i 2016 mod 246 i 2015 og 297 i 2012, da problemerne i afrikanske farvande var højaktuelle.

Til gengæld blev antallet af kidnapninger i 2016 tredoblet til 151 fra 2015.

- Det fortsatte fald i pirateri er godt nyt, men nogle ruter er fortsat farlige. Eskaleringen i mængden af kidnapninger er en bekymrende trend, stod der i rapporten.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere