12-årig pige dræbt i ulykke på løbehjul: Nu søger politiet vidner

En pige på 12 år har mistet livet i en ulykke på et løbehjul tidligt mandag morgen

En ulykke i Østervrå nord for Aalborg har mandag morgen kostet en 12-årig pige livet.

Det oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

- Pigen pådrog sig alvorlige kvæstelser i forbindelse med ulykken, og hun blev kørt til Aalborg Universitetshospital med eskorte.

Ulykken skete, da pigen kom kørende på sit løbehjul klokken 7.27 på Brøndenvej. Her blev hun ramt bil ført af en mand i 50'erne.

Sigtet for uagtsomt manddrab
Han blev efterfølgende anholdt og vil senere blive fremstillet i et grundlovsforhør.

'Politiets jurister har, efter at have vurderet sagen, truffet beslutning om, at manden skal fremstilles i et grundlovsforhør. Det kommer efter planen til at ske ved Retten i Hjørring i morgen, 12. november 2019, kl. 08.45. Manden er sigtet for uagtsomt manddrab og kørsel i påvirket tilstand', skriver politiet.

Efterfølgende har politiet iværksat en større undersøgelse, ligesom en bilinspektør også er i gang med at foretage undersøgelser.

- Vi kan ikke udtale os nærmere omkring ulykkens omstændigheder. Det er vi ved at undersøge. Derfor vil både politi og bilinspektør arbejde på stedet i længere tid for at undersøge og dokumentere alle omstændighederne omkring ulykken, siger vagtchefen.

Søger vidner
De pårørende til pigen er underrettet.

Senere mandag har Nordjyllands Politi sendt en ny pressemeddelelse, hvor de søger vidner, der har observeret pigen på vej til skole.

- Hvis man har oplysninger, så skal man ringe 114, siger Mads Hessellund.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere