12-årige fik hård afvisning af 112: Få fat på en voksen

12-årige Silas Damgaard faldt flere meter ned fra en gynge, han slog ryggen så meget, at han ikke kunne bevæge sig. Da hans ven ringede efter 112, blev han bedt om at 'Få fat på en voksen'. Nu erkender chefen for politiets alarmcentral i Slagelse, at man burde have viderestillet opkaldet i første omgang

'Få fat i en voksen', lød det fra vagtcentralen, da 12-årige Daniel Outzen prøvede at tilkalde en ambulance til sin ven. Arkivfoto: Jens Dresling
'Få fat i en voksen', lød det fra vagtcentralen, da 12-årige Daniel Outzen prøvede at tilkalde en ambulance til sin ven. Arkivfoto: Jens Dresling

Hvad der skulle have været en hyggelig dag i skoven, endte som et mareridt for fire 12-årige drenge fra Fredericia.

Efter en tur på en gynge faldt 12-årige Silas Damsgaard flere meter ned og slog sin ryg så meget, at han ikke kunne bevæge sig.

- Jeg landede, og så begyndte jeg at skrige og råbe. Jeg havde smerter i ryggen. Jeg rystede og trak vejret meget voldsomt, fortæller Silas Damsgaard til Aarhus Stiftstidende.

Hans tre jævnaldrende venner forstod hurtigt alvoren af situationen og ringede 1-1-2 for at få en ambulance til at komme til stedet hurtigst muligt. Men beskeden de blev mødt af, var noget overraskende.

Det skriver Aarhus Stiftstidende, der har talt med drengene om den ubehagelige oplevelse, der skete lørdag 29 september ved 16.30-tiden.

- Jeg tog min telefon og ringede 1-1-2. Jeg sagde, at min ven var faldet ned, over tre meter oppe. Jeg spurgte, om de kunne sende en ambulance. Men de sagde, at vi skulle hente en voksen, fortæller 12-årige Daniel Outzen til avisen.

Selvom Daniel prøvede at forklare den vagthavende, at drengene var i alene i skoven, og at der ikke var nogen voksne tilstede, var beskeden den samme.

- Jeg sagde, at vores forældre var rimeligt langt væk, og at man skulle gå i rimeligt hårdt terræn i noget af tiden. Men de skulle bruge en voksen, lyder det fra 12-årige Daniel Outzen til Aarhus Stiftstidende.

'Kunne have brækket ryggen'
12-årige Silas Damgaard er heldigvis sluppet uden mén, men både drengene og deres forældre er utilfredse med, at alarmcentralen ikke bare sendte en ambulance med det samme.

Mens Silas lå i smerter på jorden, blev han beroliget af sine kammerater. Efter afvisningen fra alarmcentralen ringede Daniel til sin mor, som først ikke tog telefonen, da hun var ved at støvsuge.

Daniel blev ved med at ringe, og efter et par minutter var der hul igennem. Hun skyndte sig at mødes med sin søn, hvorefter hun ringede til alarmcentralen, og først derefter blev ambulancen sendt afsted.

Drengene fik også ringet til Silas' egen mor, Sandra Damgaard, som var til fest i København og derfor ikke kunne gøre fra eller til, da ulykken skete. Hun føler sig magtesløs over, at alarmcentralen ikke tog børnenes opkald alvorligt.

- Det er ikke rimeligt, at alarmcentralen ikke ville sende en ambulance. Der kunne være sket noget alvorligt. Han kunne have brækket ryggen eller noget andet. Hvordan skulle børnene vide det?, siger Sandra Damgaard til Aarhus Stiftstidende.

Politiinspektør erkender fejl
Ekstra Bladet skrev mandag, at det var Region Syddanmarks AMK Vagtcentral, der tog imod opkaldet fra 12-årige Daniel Outzen, men sådan forholder det sig alligevel ikke.

Det forklarer Politiinspektør ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi og chef for politiets alarmcentral i Slagelse, Tom Trude, i en henvendelse til Ekstra Bladet.

- Det er vigtigt for os at få præciseret, at det ikke var Det var Region Syddanmarks AMK Vagtcentral, der modtog det første opkald men derimod Politiets vagtcentral i Slagelse. Opkaldet gik til politiets vagtcentral i første omgang, og i anden omgang blev der sendt en ambulance, efter moderen ringede, forklarer politiinspektøren, der nu selv har lyttet til drengens alarmopkald.

- Jeg har haft lejlighed til at lytte samtalen igennem og erkender, at vi fra starten burde have viderestillet opkaldet til AMK-vagtcentralen i Region Syddanmark for at få en sundhedsfaglig vurdering af det, siger Tom Trude, der desuden forklarer, at drengen blev bedt om at kontakte en voksen, efter han havde forklaret, at en af drengenes forældre befandt sig omkring en kilometer væk.

- I samtalen, der varer et minut og 24 sekunder, ringer drengen til alarmcentralen og siger, at hans ven har slået ryggen. Operatøren fortæller drengen, at hvis vennen har slået ryggen, skal han blive liggende, og de skal forsøge at få fat på forældrene, så de kan foretage en vurdering af det. Herefter siger operatøren, at de endelig må kontakte alarmcentralen igen, så man kan lave en fornyet vurdering.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere