13-årig pige sultede hjel: Politiet undersøger om hun lå død i flere dage

Uåbnede julegaver fra moderen til sin afdøde datter tyder på, at den 13-årige lå død i flere dage, beretter et norsk medie og tragedien

Uåbnede julegaver tyder på, at den 13-årige norske pige, der blev fundet død nytårsaften, har ligget død i flere dage, før moderen ringede til alarmcentralen. Det skriver VG.

I går viste den foreløbige obduktion, at pigen efter alt at dømme var død af sult i en hytte, og at moderen var blevet sigtet for omsorgssvigt og for at have undladt at hjælpe datteren.

Ifølge VG's oplysninger var pigen kold og stiv, da hun blev fundet, og julegaver fra moderen til den 13-årige lå uåbnede i hytten.

Norsk politi har over for avisen ikke ønsket at kommentere oplysningerne - heller ikke hvornår hun sidst blev set i live.

- Dødsårsagen og dødstidspunktet er et tema for os, men det må vi komme tilbage til, siger politiadvokat Julie Dalsveen.

Problemer på skolen
Pigen og hendes mor, som kom fra Bærum uden for Oslo, flyttede til en familiehytte i Beitostølen i efteråret.
Moren til den døde pige sendte i august en klage til amtet over problemer på en skole i Bærum, hvor pigen netop var indskrevet.

- Vi kan bekræfte, at vi har en klage over det psykosociale miljø til behandling, siger uddannelsesdirektør i amtet, Grethe Hovde Parr, til avisen VG.

Tidligere havde pigen været elev på to andre skoler i kommunen.

I november sendte moren et nyt brev, hvor hun fortæller, at de er flyttet fra Bærum.

Norsk politi oplyste i weekenden, at pigen angiveligt aldrig var kommet på skolen i Bærum, før de flyttede nordpå.

Det strider dog tilsyneladende med oplysninger fra flere kilder, som norsk TV2 har talt med.

Havde spiseforstyrrelse
Den 13-årige pige led af spiseforstyrrelser i mange år, siger flere kilder til TV2, som også siger, at pigen var offer for grov mobning i skolen.

Moderen skal angiveligt også have fortalt flere venner, at en spiseforstyrrelse var årsag til, at datteren sidste år blev indlagt på sygehuset. Det skriver VG.no.

Om moren siger en tidligere nabo og veninde:

- Hun var mere omsorgsfuld end gennemsnittet. Det billede, som tegnes af moren nu, er så langt fra sandheden, som man kan komme.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere