13-årig voldtaget under Facebook-fest

16-årig er skyldig i voldtægt under fest i Folkeparken i Roskilde

En 13-årig pige blev voldtaget af en 16-årig dreng under en Facebook-fest i april i Folkeparken på Louisevej i Roskilde.

Det har retten i Roskilde slået fast i dag, men straffen til den 16-årige, der er af anden etnisk herkomst, falder ikke før den 3. november, fordi drengen først skal mentalundersøges.

En kommunal psykolog-undersøgelse har anbefalet, at den 16-årige bliver mentalundersøgt.

En stor flok unge samledes i Folkeparken den 24. april i år om aftenen efter festen var annonceret på Facebook.

Den 16-årige tog sammen med en flok kammerater fra Høje Taastrup til festen i Roskilde, og her mødte han den 13-årige pige.

Drengen hævdede under retssagen, at hun frivilligt havde sex med ham, og at han i øvrigt troede, at hun var over 15 år gammel.

Men retten fandt den 16-årige skyldig i voldtægt ved at have presset den 13-årige op ad et plankeværk, hvor han tvang pigen til oralsex, klædte hende af og derefter voldtog hende.

Fældet af sin dna-profil
Pigen fik bagefter hjælp af et par veninder, der gik med hende hen til en politipatrulje, der i forvejen var kaldt til Folkeparken på grund af uro blandt de unge berusede mennesker.

Voldtægten var uopklaret indtil politiet fik et 'hit' fra dna-registeret, hvor den 16-årige var registreret efter et røveri. Den 16-åriges dna-profil passede med biologiske spor fundet efter voldtægten.

I retten erkendte den 16-årige, at han også stjal den 13-årige piges iPhone til en værdi af 4500 kr.

Han blev også fundet skyldig i at have været bevæbnet med en hammer på 229 gram på Høje Taastrup Station to uger før voldtægten, et tyveri og et gaderøveri ved Høje Taastrup Station, hvor offeret blev truet til at udlevere sin iPhone5 under trusler om at blive 'smadret' eller 'stukket med kniv'.

Den 16-årige skal fortsat sidde varetægtsfængslet frem til dommen.