14-årig dreng død efter ATV-ulykke

En 14-årig dreng er død, efter han onsdag eftermiddag fik en ATV-motorcykel ned over sig på en privat kørebane i Ry

En 14-årig dreng døde torsdag morgen af de kvæstelser, han havde pådraget sig i forbindelse med en ulykke med en ATV (firehjulet motorcykel) i byen Ry nær Århus.

Drengen fik en ATV ned over sig i forbindelse med et hop på en privat træningsbane onsdag eftermiddag.

Det skriver stiften.dk.

Han blev efterfølgende fundet bevidstløs på jorden, fortæller vicepolitiinspektør Poul Steffensen.

En ambulance tilkaldt, og han blev kørt til skadestuen.

Hjertestop på vejen
I ambulancen på vej til skadestuen fik drengen hjertestop, men blev genoplivet.

Det lykkedes dog ikke at redde drengens liv, og han afgik ved døden torsdag morgen klokken 6.20.

Vicepolitiinspektøren fortæller, at politiet først blev involveret onsdag aften, da man fandt ud af, at drengen var i kritisk tilstand. Han fortæller, at der umiddelbart ikke er noget politimæssigt i sagen.

- Vi betragter det som en tragisk ulykke, men mangler lidt efterforskning for at kunne lukke sagen, siger Poul Steffensen og tilføjer, at man ikke ved, om der var nogen vidner til ulykken.